Navigate / search

Bloggere holder 5 måneders sommerferie

Hold da op! Så gik der lige 5 måneder uden nyt her på siden. Men sådan er det søde liv som blogger. Hjemme hos Kaya har vi nydt tiden med bl.a. en fantastisk ferie i Thailand. 

Nu har vi lige givet hinanden et gok i nøden og har genstartet bloggen her. Vi er straks tilbage med nyt om Kaya og resten af familien. Indtil da kan I være grønne af misundelse mens i ser videoen fra vores dejlige sommerferie.

Kære dame på række 17

Jeg vil bare lige sige tak for sidst – Sikke en oplevelse! Aalborgs nye musikhus. Royal Philharmonic Orchestra. Violiner, butterflys og klapsalver der bare blev ved og ved. 

Jeg havde virkelig glædet mig. Jeg havde besluttet at opleve vores allesammens nye hus for fuld udblæsning. Normalt havde jeg nok valgt noget mere underlødigt, men nu skulle det være. Klassisk symfoni-koncert (det hedder det sikkert ikke – undskyld) med nogen af de allerbedste. Jeg havde endda taget butterfly på.

Og huset skuffede ikke. Sikke en arkitektur. Det var med kæben dinglende, at jeg fandt min plads på række 18. Lige bag ved dig.

Og så gik musikken igang. Wow. En smuk ung kvinde i en farvestrålende kjole gik amok på violin – altimens det britiske symfoniorkester akkompagnerede (ja her tog jeg chancen – ved faktisk ikke om man kalder det akkompagnere). Det gik vist ret hurtigt op for dig, at jeg ikke er vant til denne type af koncerter. For du tyssede prompte på mig, da jeg stille hviskede min begejstring til min kone.

Der er ingen tvivl om, at du følte dig mere hjemme end jeg. Du nikkede anerkendende på de helt rigtige steder og lukkede til tider øjnene for at vise din nydelse. Samtidig var du konstant på vagt. Ved den mindste vejrtrækning eller rømmen i salen sendte du blikke der straks pacificerede uroen. Jeg var heldig at sidde tæt på dig – for jeg lærte hurtigt, at til denne type koncert skal der være ro. Helt ro!

Efter violindamen havde brilleret sig igennem et 30 minutterts inferno af lyd gjorde dirigenten tegn til orkestret – og så blev der stille… og så klappede jeg. Det samme gjorde ca. 90 procent af salen. Vi var begejstrede og nød endelig at vise vores taknemmelighed for den store musikalske oplevelse. Du klappede ikke. Istedet rystede du på hovedet og prøvede at nedstirre de mange hundrede mennesker på én gang.

Det gik op for mig, at vi kollektivt havde overtrådt en uskreven regel til denne slags koncerter. Man klapper åbentbart ikke mellem numrene. Det vidste du og nogle få andre (typisk mænd med halsklude). Næste gang der var pause i musikken klappede publikum igen. Ikke mig – Jeg havde lært lektien.

Denne gang tog du dig decideret til hovedet, lavede himmelvendte øjne og kiggede opgivende på din mandlige ledsager. Og da gik det op for mig. Jeg var slet ikke velkommen her. Det var din koncert, dit hus, dit orkester. Du var pinligt berørt over mig og alle de andre klappende Aalborgensere. Vores uvidenhed og ignorance var uudholdelig. Og med dine iskolde blikke blev vi transformeret fra nysgerrige musiknovicer til symfoniske hooligans.

Så jeg vil bare lige sige undskyld. Jeg troede, at musikkens hus var for os alle. Jeg troede, at det skulle hjælpe til at give mange flere nordjyder oplevelser med klassisk musik. Jeg havde glædet mig til at lære din verden at kende. Men nu tror jeg , at jeg holder mig væk. Jeg vil ikke risikere igen at træde forkert. Jeg håber, at du og mændende med halsklude nyder jeres musikhus.

 

Juleferie i Florida

kaya_fortmyers-1211

Florida er sådan et sted, som man føler man kender allerede før man besøger det første gang. Og når man første gang kører over MacArthur Causeway mod South Beach Miami, så føles det som om man er med i en film, som man har set igen og igen. Vejret, vandet, palmerne… alting er præcis som man forestiller sig. 

Vi bøvsede stadig med andesmag  da vi sad i en flyver mod Florida tidligt den 26. december. I øvrigt en, på papiret, rædselsfuld flyrejse (Aalborg-Amsterdam-New York-Miami) på 21 timer. I virkeligheden var det ikke så slemt og både Kaya og Rosa klarede den endnu engang til topkarakter.

SOUTH BEACH BABY
De første dage på rejsen boede vi på South Beach i et lidt for bette værelse Læs mere

FC Barcelona trøjer designet af downs prinsesse

Ok – det her er gået min næse forbi: For 6 måneder siden spillede FC. Barcelona en sikkert meget vigtig fodboldkamp mod etellerandet andet hold. Det er alt samme ligegyldigt! Hvad der er vigtigt her er, at Barcelona-divaerne allesammen var iklædt en helt særlig kamptrøje. Istedet for deres sædvanlige trøjer løb de nemlig på banen iklædt trøjer designet af en  downs-pige ved navn Anna Vives.

Ja – eller… i virkeligheden var trøjerne de samme, men Anna havde designet tallene bag på trøjerne. Anna har nemlig opfundet sin helt egen font, som hun nu udbreder i forsøget på at øge kendskabet til og forståelsen for downs syndrom. Anna får virtuelle downskrammere herfra.

Læs iøvrigt meget mere om Anna på hendes website. Og fonten (som iøvrigt hedder Anna) kan downloades her

Barcelona v Santos - Pre Season Friendly

En helt almindelig fortand

Når man er 6 år og har Downs syndrom er der mange ting, der ikke går helt efter bogen. Kaya bruger stadig ble, taler ikke så godt og kan ikke helt følge med lillesøster på 4 når det kommer til bogstaver og tal. Kaya lærte at gå sent, lærte at spise rugbrød sent og hun har endnu ikke helt lært at man ikke må tegne med tusch på gulve og vægge. Som forældre vænner man sig til, at tingene bare er lidt forsinkede.

Derfor var det også med stor forskrækkelse, at vi for nogle uger siden opdagede, at Kayas ene fortand sad løs! “Hun må da være faldet” foreslog Charlotte”. “Eller være syg!” kvitterede jeg. Og så afsted til netdoktor og alle de andre hypokondrifremkaldende webservices. Men sørme om det ikke viser sig, at fortænderne skal falde ud når man er 6 år…Og det er Kaya jo lige blevet.

Så det er altså helt normalt… normalt?!? Hvad faen sker der her? Har Kaya almindelige fortænder?