Navigate / search

Mega mindful formiddag

Der findes yoga og selvhjælpsbøger. Meditation, stresshåndtering, udrensningskure, terapi og eksotiske religioner.

Vi skal lære at leve i nuet. At være i kontakt med vores følelser – at være bevidste. Vi skal lade os rive med og elske livet. Vi skal være Yin… og yang. Vi skal nyde hver lille bid af chokolade. Vi kalder det endda noget elegant… “mindfulness”.

Så kan vi sidde dér, sammen med en flamboyant moden kvinde i nogle løstsiddende hørbukser og lære at trække vejret helt ned i maven. Eller vi kan stå med røven i vejret i en oldgammel indisk stilling mens energien bare suser gennem vores chakra. Og bagefter kan vi gå hjem og iklæde os kimono, læse om den 7. indsigt og om helt nye metoder til at genfinde os selv.

I formiddags genfandt jeg mig selv siddende overfor min 8-årige datter. Ud over at være pisseirriterende er hun fuldstændig fantastisk og har iøvrigt downs syndrom. Så sad hun ellers der og sagde “Jeg elsker dig far”. Jeg gjorde hvad enhver ordentlig far gør sådan en lørdag formiddag… Tog endnu en tår kaffe, mumlede uhmhmmm – og læste videre i avisen om alle de røvhuller, som bomber hinanden.

Så tog hun fat i mit ansigt, drejede det mod sit, kiggede mig dybt i øjnene og sagde igen: “jeg elsker dig far”. Og så gav hun mig et kys lige midt på munden og vendte stille og roligt tilbage til sit rundstykke.

Det er da klart, at det lige slog mig lidt ud af mit ellers koncentrerede fokus på ligegyldige daggamle kommunalpolitiske nyheder. De næste minutter kunne jeg ikke lade være at observere den rundstykkegnaskende kyssetrold. Med smældende tunge og forelsket koncentration betragtede hun sin håndværker, mens hun nøjsomt tyggede hver eneste lille bid i en uendelighed. Da hun opdagede, at jeg kiggede sagde hun “uhmmm – det smager godt”.

Så kiggede jeg ned på min tomme tallerken. Det havde vel taget mig det meste af 5 minutter at proppe to hele rundstykker med tandsmør og politisk korrekt økoost i hovedet. Imens havde jeg slubret 150 kopper kaffe, læst avis, tjekket facebook, planlagt aftensmad, tysset på familien, hørt radio, og været en ignorant idiot. Men det er ok. For på samme måde som kalorie- og rødvinsregnskab ikke tæller i weekenden – så behøver man heller ikke være mindful lørdag formiddag.

Alligevel kunne jeg ikke lade være at tænke videre. Min datter danser, når hun synes musikken er god. Nogengange er det i supermarkedet, andre gange er det i en fyldt elevator eller midt på gaden. Når hun ser tv lader hun sig opsluge 100 % og kommer med opmuntrende tilråb. Hun kommenterer altid på dufte og giver minutlange kram. Jeg er helt og aldeles sikker på, at hun aldrig nogensinde har oplevet at have travlt. Hun er så meget til stede og lever så meget i nuet at enhver buddhistisk munk må bukke sig i støvet.

Mens vi halser efter at opnå en tilværelse i balance, så går der de her spillevende mennesker rundt iblandt os. Mennesker som kan alt det, som vi gerne vil kunne. Men vi kalder dem for handicappede – ikke for forbilleder. Og vi prøver i øvrigt at fosterdiagnosticere dem ind i helvede…

Det synes jeg er, undskyld mig, mindemptyness

7 år med downs -her er hvad jeg har lært

I dag fylder min fantastiske Kaya 7 år. 2558 dage fyldt med overraskelser, tårer, grin og en verden der snurrer en helt anden vej end jeg troede.

Kaya elsker fødselsdage – selvfølgelig allermest sin egen. Da Charlotte og jeg for nylig spurgte hende, hvad hun ønskede sig til sin fødselsdag, så svarede hun “en fødselsdagssang”. Og hun mener det! I Kayas verden er sangene det allerbedste ved fødselsdage.

Kaya er naturligvis også glad for gaver. De pakkes op med en tålmodighed, som er nærmest uudholdelig for os normalinger. Gavepapiret studeres og kommenteres. Hun mærker forsigtigt på gavebåndets struktur og gemmer det til senere. Og så kigger hun i uendelighed på fødselsdagskortene. Når gaverne er pakket op og ponyer og disney prinsesser er blevet kysset og krammet – så finder hun kortene frem igen. Kaya kalder hendes fødselsdagskort for “breve” – og de betyder mindst lige så meget for hende som selve gaven.

Kaya har lige været til skolefest. Det har hun glædet sig til i månedsvis og vi synes, at hun fortjente en ny kjole. Charlotte tog hende med til byen og forklarede, at nu måtte hun se på alle de kjoler hun ville. Med et nærmest superhelteagtigt røngtensyn kiggede Kaya rundt i butikken og løb begejstret hen imod en smuk lysegrå kjole. Det var den hun ville have – og hun ville ikke se på andre. Hun tiggede ikke om at få to kjoler. Hun tiggede heller ikke om hårbøjler, slik eller kage. Til gengæld krammede hun Charlotte helt inderligt og sagde “tusind tak mor”.

Kaya går ALDRIG forbi en blomst uden at dufte til den. Når hun danser, gør hun det med hver eneste celle i kroppen. Det gør hende glad, når hun hjælper mig med opvasken. Kaya gør ikke tingene mere komplicerede end de er. Hun er uselvisk, hun elsker livet og nyder nuet så meget, at det helt kan tage pusten fra dig. Selvfølgelig er hverdagen sammen med Kaya ikke kun let. Der er udfordringer nok, men det er der sgu også med hendes normale lillesøster.

Til syvende og sidst, så ser jeg på det der lille væsen, som samfundet har travlt med at fejlfinde, og tænker “måske virker hun i virkeligheden bedre end mig!”

Kære fortids-Mikael

Idag er det World Downs Syndrome Day. For 6 år siden anede jeg slet ikke hvad downs syndrom var. Derfor har jeg skrevet et brev til mig selv. Det poster jeg hermed i den lokale tidsrejsepostkasse. Adresse: Mikael Espensen, Aalborg sygehus Nord, Neonatal-afdelingen, November 2007

Kære Mikael

Jeg ved godt, du er ked af det lige nu. Det er fint. Græd løs – du skal igennem det. Det værste er overstået om en måneds tid. I mellemtiden kan jeg love dig, at alt bliver godt igen. Endda rigtigt godt.

Du skal vide, at Kaya er sund og rask. Hun kommer til at grine, hoppe, danse og give krammere, som du aldrig har oplevet krammere før. Hun bliver også sjov, fræk og drillesyg – og nogle dage glemmer du helt hendes handicap. Lige nu virker det hele som om, du og Charlotte har fået et forkert barn. Jeg lover dig – Kaya er ikke forkert. Hun er bare helt sin egen.

Charlotte får det også godt igen. Trøst hende, kram hende, beskyt hende. Det er det hun har brug for – og du er den eneste der kan gøre det. Om 4 måneder tager du hende og Kaya med til New York. I får den mest fantastiske tur og her starter Charlotte for alvor sin egen helingsproces. Mens du trøster og beskytter Charlotte skal du huske også at passe på dig selv. Tag pauser, hvor du overlader Charlotte til andre og trækker vejret dybt.

Om 14 måneder føder Charlotte Kayas lillesøster. Hun bliver helt normal. I kalder hende Rosa. Den allerførste gang Kaya ser hende, kysser hun hende blidt i panden. Det første af uendeligt mange kys, som Rosa må tage imod. Pigerne bliver helt almindelige søstre med helt almindelige skænderier. De kommer til at savne hinanden når de er adskilt. De leger sammen, griner sammen og de elsker hinanden.

Jeg ved du tænker på, om I nu må ligge alle drømmene på hylden. Bare rolig – der er ikke noget I ikke kan med Kaya. Sammen rejser I alle 4 rundt i hele verden. I løbet af sine første 6 leveår kommer Kaya til at opleve steder som New York, Fredericia, Barcelona, Paris, Los Angeles og meget mere. Og hun elsker rejserne ligesom I gør. Når bare I er sammen er Kaya glad og tryg.

Kaya kommer til at gå i skole, lære om bogstaver og gå til skolefester. Hun får veninder, beundrere og plageånder. Hun bliver så populær på sin skole, at hun nærmest ikke kan gå i fred.

Så kære Mikael. Græd ud. Nyd din baby. Trøst Charlotte. Lige om lidt er alting godt igen. Du bliver lykkelig… jeg lover det.

Kaya til jule-ride-stævne

Idag var Kaya til juleafslutning på sin rideskole, hvor hun hver uge går til ridefysioterapi på Finstrupgaard i Dall. Traditionen tro bliver der gjort meget ud af det og ungerne skal ride “opvisning”. I år var Kaya heldig, at hun skulle ride sammen med veninden Magda – og desuden vrimlede det med både gamle og nye venner fra børnehave og skole. Og Kaya var ved at sprække af stolthed over, at både mor, far og Rosa var med for at se, hvor dygtig hun er blevet.

Læs mere

Kaya ingen adgang

Siden Kaya fik sin lillesøster Rosa har vi spekuleret over, hvordan det mon bliver, at være søster til et barn med downs syndrom.

Nu har vi så observeret søstrene i 4 år – og de har det grundlæggende rigtigt fint sammen. På mange måde har de et helt normalt søskende-forhold. De kan både skændes og kramme. Og Kaya kan være så irriterende, at man må sætte et “Kaya-ingen-adgang-skilt” på sin dør. Se med her: