Vi elsker at rejse. Og vi elsker at rejse med vores børn. Derfor bliver vi simpelthen bare nødt til at dedikere et helt hjørne af bloggen til vores rejser. Kig med og få tips til fede rejseoplevelser med børn.
Hun blev født i november 2007. Dengang ramlede vores verden kortvarigt sammen. Hun var jo ligesom ikke det barn vi havde bestilt. I dag kunne vi ikke forestille os et liv uden hendes mange kram, grin, frækheder og kys.
Nu går Kaya i skole. Hun går også til håndbold - og så elsker hun at svømme.
Når man har downs syndrom, er der mange ting man ikke kan. Men der er også en uendelig kærlighed og umiddelbarhed, som man bliver helt svimmel af at opleve. Vi kan lære meget af mennesker med downs syndrom. Her på bloggen forsøger vi at opsummere noget af det i “Kayas Kromosom-tips“.
Hvis jeg lige kan få lidt ro i klassen… tak! Idag skal vi have noget om krammere. Så hvis I allesammen lige gider at slå op på side 21 i jeres kromosom-atlas, så vi kan komme i gang. Det er nemlig igen tid til at lære noget af downs-professoren Kaya.
For nylig har Kaya fået mig til at indse, at jeg har haft helt galt fat i et fundamentalt koncept. Hader du ikke bare det? Altså det der med, at man har gjort noget på en forkert måde – og gjort det alt for længe. Ligesom dengang det gik op for mig, at Shu-bi-dua ikke stod på en alpetop og kiggede på en sten. De kigger på det sner! For helvede. Så har man stået der til alt for mange Open-air-arrangementer og fulde-skreget en virkelig sølle sang helt forkert.
Nå, men Kaya har fået mig til at forstå, at jeg krammer forkert. Det har jeg åbenbart altid gjort. “Hvordan kan man kramme forkert” spørger du. Det ved man, når man pludselig bliver krammet rigtigt! Nu bilder jeg mig ikke ind, at jeg nogensinde kan kramme som Kaya kan. Dog har jeg forsøgt at opsummere hendes teknik i simple regler.
Vær konsekvent med krammerne
For det første er Kaya lidt mere gavmild med krammerne end jeg er. Hun krammer fx altid alle i rummet, når hun siger farvel. Det betyder, at ingen nogensinde er i tvivl om, hvad der skal ske. På den måde undgår hun helt og aldeles den akavede situation, der opstår, når to mennesker er i tvivl om, hvorvidt der skal krammes eller ej.
Tag en beslutning
Når Kaya krammer er man ikke i tvivl om, at hun har lyst til at kramme. Hun giver aldrig krammeversionen af et slattent håndtryk. Det er måske her, vi har allermest at lære. Hvis du vil kramme – så gør det ordentligt. At kramme eller lade være… dét er spørgsmålet.
Kram lidt længere
Man kender det igen fra håndtrykket. Hvis du vil være sikker på, at modtageren af dit håndtryk skal føle, at du virkelig er glad for at se dem – så holder du liiige fast lidt længere. Det samme virker upåklageligt med kram. Kaya vedholder krammet lidt længere end kramme-modparten. Det betyder samtidig, at hun altid trækker sig sejrrigt ud af et kram… altid som dén der mente det mest! (Her er det naturligvis afgørende, at man holder sig på den rigtige side af grænsen til “creepy-krammet”, som er en vej, man slet ikke har lyst til at skulle nedad.
Er du konkurrencemenneske? Kan det ødelægge dit humør, hvis du taber i Wordfeud eller ludo? Har du prøvet at gå i seng med en klump i maven, fordi dit hold tabte i Trivial Pursuit? Så er det nok en gang tid til at tage ved lære af Kaya.
Når Kaya leger sten, saks og papir… så er der ingen sten med! Det er den første regel, som hun har bøjet. Saks og papir er bare et mere simpelt og tilgængeligt spil. Og desuden så skiftes man til at have henholdsvis saks og papir. For når Kaya spiller, så handler det aldrig om at vinde – det handler om at hvine af fryd og skraldgrine imens spillet står på. Alle vinder – ingen taber! Prøv det! Jeg lover det ikke ødelægger dit humør.
Saks & Papir Deltagere: 2 Tid: Så længe du gider
Regler:
Spillerne tæller til 1-2-3-nu og på “nu” laver spiller 1 en saks med hånden (pege-og langemand bevæges med saksebevægelse) mens spiller 2 laver papir (flad hånd). Og her kommer det vigtigste: spiller 1 “klipper” i papiret og begge spillere hyler af grin. Efterfølgende skiftes rolle og spillet fortsætter i uendelighed.
Har du nogensinde stirret på en kiks? Altså sådan rigtigt – virkelig fornemmet strukturen og overfladen. Er den egentlig gul? Eller nærmere hvid? Er den rug eller glat? Og hvor lang tid bruger du på at sluge sådan en drønnert?Kaya bruger gerne 20-30 minutter på at nyde en standard Marie-kiks. Og hun nyder den så tungen smælder og hun må lukke øjnene i ren eufori. Hun vender og drejer kiksen for hver eneste lillebitte bid og undersøger hver en krumme.
Man får sgu dårlig samvittighed, når man sidder der med kæften fyldt med pinnochiokugler og studerer hendes nydelses-rus. Og i en tid, hvor Mindfulness er blevet en folkesport, må man erkende, at Kaya kan noget, som vi andre drømmer om at kunne. Hun giver tingene den tid de fortjener. Så derfor:
Kromosom-tip Nr. 1: Giv kiksen tid
Antallet af børn født med downs syndrom i Danmark er for kraftigt nedadgående. Mennesker som Kaya er derfor at betragte som en udgående model. Men vi andre kan lære meget af deres måde at leve livet på. Og det er på høje tid, at få det dokumenteret! Derfor denne livslange serie af kromosom-tips fra Kaya – formidlet af os, hendes forældre.
