Kaya på sommerferie i Norge 2013
Mikael & Rosa: Highway 1 - Californien, 2012
En blog om livet på hovedet
Hun blev født i november 2007. Dengang ramlede vores verden kortvarigt sammen. Hun var jo ligesom ikke det barn vi havde bestilt. I dag kunne vi ikke forestille os et liv uden hendes mange kram, grin, frækheder og kys.
Nu går Kaya i skole. Hun går også til håndbold - og så elsker hun at svømme.
Vi elsker at rejse. Og vi elsker at rejse med vores børn. Derfor bliver vi simpelthen bare nødt til at dedikere et helt hjørne af bloggen til vores rejser. Kig med og få tips til fede rejseoplevelser med børn.
Kaya er 6 år. Hun er sjov, sød, fræk og meget elsket. Og så har hun i øvrigt et kromosom mere end dig. Den slags kalder man Downs Syndrom.
Vi er hendes familie - og vi nægter at lade kromosomkludder påvirke vores liv negativt. Pænt goddag.
Hej med jer. Jeg er lidt i tvivl om, hvem jeg præcis skal have fat i. Det ser ud til, at jeres absolutte overhoved stadig er en magisk jøde, der blev tortureret til døde for 2000 år siden? Og ham kan jeg hverken finde mail eller snapchat-oplysninger på.
Min henvendelse drejer sig om, at jeg tilsyneladende har været medlem af jeres forening i 20 år. Jeg mindes ikke, at jeg har meldt mig ind, men jeg betaler åbentbart kontingent hver eneste måned. Jeg går naturligvis ud fra, at der må være tale om en fejl. Man må jo ikke gå og hæve penge på andres konto uden at spørge om lov.
Jeg er grundlæggende meget i tvivl om, hvad jeres organisation overhovedet går ud på. Er det korrekt forstået, at I er en form for omfattende fanklub til ære for en mellemøstlig illusionist, der var sin egen far? Nu har jeg ikke selv den store interesse for historiske tryllekunstnere, men jeg nyder da god trylleri, når jeg ser det. Det forekommer mig dog en kende Biebersk at hylde en enkelt mand i 2000 år fordi han udførte et trick med at “komme tilbage fra døden”. Jeg er slet ikke ekspert, men lavede Houdini ikke noget lignende?
Jeg har regnet ud, at jeg har betalt i omegnen af 75.000 kr. siden jeg blev 18 år. Så vidt jeg kan se er pengene primært gået til kæmpestore orgler, mænd i kjoler, dårlig rødvin og knastørre kiks. Nu skal jeg ikke gøre mig til Herre(!) over, hvordan I bruger jeres penge. Men jeg synes måske godt, jeg kunne blive spurgt, når mange af dem i virkeligheden er mine.
Jeg kiggede iøvrigt lige jeres vedtægter hurtigt igennem. Pyha, sikke en omgang. Sagt i al venskabelighed, så virker de altså lidt svære at gennemskue. Kan det virkelig passe, at foreningen (kirken) forbyder mig at have tatoveringer, spise skaldyr og være homoseksuel? Eller er det en gammel version af vedtægterne jeg har fat i? Er det dem med stentavlerne der gælder nu?
I forbindelse med at jeg opdagede mit medlemskab, har jeg lavet lidt research. Jeg kan forstå, at foreningen besidder ialt 2.354 klubhuse rundt omkring i Danmark, hvor næsten ingen medlemmer dukker op hver søndag. Det forekommer mig en anelse ødselt. Jeg ved at jeres søsterklub Islam har stor succes med en omvendt tilgang i Danmark – ganske få klubhuse med mange besøgende. Det virker mere velovervejet.
Jeg prøvede i øvrigt at melde mig ud. På jeres hjemmeside var det let at finde ud af, hvordan man melder sig ind, hvilket virker overflødigt da I jo tilsyneladende benytter automatisk indmeldelse. Sværere var det at finde hoved og hale i udmeldelsesprocessen. Kan det passe jeg skal rette personlig henvendelse til en lokal kutteklædt repræsentant, som jeg aldrig før har mødt? Og kan det passe, at jeg skal bruge et gulnet stykke papir fra min barndom som dokumentation?´+Det er nærmest mere snørklet end da jeg forsøgte at melde mig ud af mit fitnesscenter.
Nu kommer jeg lige med et helt vildt forslag. Kunne man forestille sig, at I gik helt over til en slags aktiv indmeldelse, ligesom andre danske klubber og foreninger har succes med. På den måde får I helt sikkert mere engagerede medlemmer. Samtidig overholder i selv bud nr. 7 fra jeres stentavleregler “du må ikke stjæle”. Til gengæld får I selvfølgelig ikke helt så mange penge til orgler.
Tilbage til sagens kerne. I kan betragte dette som både en udmeldelse og en reklamation. I forhold til, at jeg har været medlem i 20 år har jeg set utroligt lidt trylleri og slet ingen mirakler. Jeg har aldrig modtaget så meget som et eneste medlemsblad eller julekort. Hvis I er enige i, at min auto-indmeldelse for 20 år siden var en fejl, er I velkomne til at overføre de 75.000 kr. til min konto – jeg går ud fra, at I allerede har adgang til mine kontooplysninger.
Er der nogen der kan huske min anmeldelse af damen på række 17? I dag har musikchefen ved Aalborg Symfoniorkester taget tråden op i en klumme i Nordjyske. Læs den her:
Jeg bliver glad i låget, når Jan i den grad åbner armene mod kulturelle bonderøve som mig. Så er der jo plads til mig i Musikkens hus. Måske jeg alligevel kan komme med i hulen. Tak til Jan – glæder mig til at se vores helt eget symfoniorkester i aktion i vores helt eget musikhus.
Jeg vil bare lige sige tak for sidst – Sikke en oplevelse! Aalborgs nye musikhus. Royal Philharmonic Orchestra. Violiner, butterflys og klapsalver der bare blev ved og ved.
Jeg havde virkelig glædet mig. Jeg havde besluttet at opleve vores allesammens nye hus for fuld udblæsning. Normalt havde jeg nok valgt noget mere underlødigt, men nu skulle det være. Klassisk symfoni-koncert (det hedder det sikkert ikke – undskyld) med nogen af de allerbedste. Jeg havde endda taget butterfly på.
Og huset skuffede ikke. Sikke en arkitektur. Det var med kæben dinglende, at jeg fandt min plads på række 18. Lige bag ved dig.
Og så gik musikken igang. Wow. En smuk ung kvinde i en farvestrålende kjole gik amok på violin – altimens det britiske symfoniorkester akkompagnerede (ja her tog jeg chancen – ved faktisk ikke om man kalder det akkompagnere). Det gik vist ret hurtigt op for dig, at jeg ikke er vant til denne type af koncerter. For du tyssede prompte på mig, da jeg stille hviskede min begejstring til min kone.
Der er ingen tvivl om, at du følte dig mere hjemme end jeg. Du nikkede anerkendende på de helt rigtige steder og lukkede til tider øjnene for at vise din nydelse. Samtidig var du konstant på vagt. Ved den mindste vejrtrækning eller rømmen i salen sendte du blikke der straks pacificerede uroen. Jeg var heldig at sidde tæt på dig – for jeg lærte hurtigt, at til denne type koncert skal der være ro. Helt ro!
Efter violindamen havde brilleret sig igennem et 30 minutterts inferno af lyd gjorde dirigenten tegn til orkestret – og så blev der stille… og så klappede jeg. Det samme gjorde ca. 90 procent af salen. Vi var begejstrede og nød endelig at vise vores taknemmelighed for den store musikalske oplevelse. Du klappede ikke. Istedet rystede du på hovedet og prøvede at nedstirre de mange hundrede mennesker på én gang.
Det gik op for mig, at vi kollektivt havde overtrådt en uskreven regel til denne slags koncerter. Man klapper åbentbart ikke mellem numrene. Det vidste du og nogle få andre (typisk mænd med halsklude). Næste gang der var pause i musikken klappede publikum igen. Ikke mig – Jeg havde lært lektien.
Denne gang tog du dig decideret til hovedet, lavede himmelvendte øjne og kiggede opgivende på din mandlige ledsager. Og da gik det op for mig. Jeg var slet ikke velkommen her. Det var din koncert, dit hus, dit orkester. Du var pinligt berørt over mig og alle de andre klappende Aalborgensere. Vores uvidenhed og ignorance var uudholdelig. Og med dine iskolde blikke blev vi transformeret fra nysgerrige musiknovicer til symfoniske hooligans.
Så jeg vil bare lige sige undskyld. Jeg troede, at musikkens hus var for os alle. Jeg troede, at det skulle hjælpe til at give mange flere nordjyder oplevelser med klassisk musik. Jeg havde glædet mig til at lære din verden at kende. Men nu tror jeg , at jeg holder mig væk. Jeg vil ikke risikere igen at træde forkert. Jeg håber, at du og mændende med halsklude nyder jeres musikhus.
Vil bare lige fortælle, at jeg har taget de seneste ugers katte-tumult alvorligt til efterretning. Ovenpå jeres megen kritik og min oprigtige og dybfølte undskyldning til alle jer katteelskere, har mit liv taget en helt ny drejning. I har fået mig til at se anderledes på tingene. Og nu vil jeg være en af jer – jeg har købt en kat!
Jeg var heldig at finde en billig og let brugt kat. Alligevel sagde jeg til min datter, at den havde kostet 400 kroner – og at hun igen må se langt efter det nye løbehjul. Penge sparet er penge tjent.
Heldigvis skal jeg heller ikke bruge penge på fodder, medicin og anden katte-overflod. For I har jo forklaret mig, at katten er et dyr der skal have lov at følge sin natur. Man kan jo for søren ikke tæmme alting – vel? Næeh – min kat må selv finde sin føde. Det er jo ikke kattens natur at spise kødgelé af en glasskål.
Katten får selvfølgelig lov at løbe frit rundt i kvarteret. Den skal ikke leve et sølle liv, hvor den er spærret inde på få hundreder kvadratmeter. I øvrigt er der allerede andre katte der bruger ungernes sandkasse. Så denne her mis må altså finde en lun kølerhjelm eller et åbent drivhus, når den skal gøre sit toilette. Det er jo godt nok imod loven, at lade min nye kat løbe frit – men det er en dum lov der ikke duer. Man kan simpelthen ikke lovgive om katte!
Nu venter jeg spændt på at blive et bedre menneske. Imens prøver hele familien at vænne sig til et kæledyr der kradser og ikke kommer når vi kalder.
Her er et billede af bassen. Tror jeg kalder den April.
Jeg vil bare lige sige undskyld fordi jeg den anden dag prøvede at afreagere mit mikro-problem med humor. Det skulle jeg vist aldrig have gjort! Jeg troede et øjeblik, at jeg kunne bruge min private blog til at kommentere på småemner i min egen hverdag… men den gik ikke – hva?
Jeg har lært så meget de sidste 48 timer. Med mere end 15.000 besøg på artiklen og talrige ophidsede kommentarer har jeg fået en gevaldig lærestreg. Nu ved jeg, at jeg slet ikke forstår katte – og at jeg helt skal blande mig udenom. Det viser sig, at katte er helt helt anderledes end andre dyr. Hvor hunde, fugleedderkopper og kaniner naturligt lader sig indespærre er det simpelthen dyremishandling, hvis ikke katte får lov at løbe frit.
Nu ved jeg, at kritik af katte er nok til, at man bør brænde op i helvede. Jeg ved, at jeg er et fjols uden rigtige problemer. Jeg har lært, at der er en direkte forbindelse mellem at holde kat og at være et ordentligt menneske. Nu ved jeg sågar, at man formentlig ikke er religiøs, hvis man er træt at kattepøller i sandkassen.
Jeg er selvfølgelig taknemmelig for den fornyede selvindsigt, som de mange besøgende har givet mig. Mine problemer er små – jeg selv er en lille person og jeg skulle hellere koncentrere mig om sult, hungersnød og borgerkrig. Det er simpelthen ikke i orden at have små problemer og kommunikere dem på små medier.
Til alle de, der har hævet stemmen og anfægtet mine evner som menneske og far… Jeg tilgiver jer. For jeg ved, at I lod stemningen løbe af med jer. I er jo slet ikke sådan – vel? Jeg tror, at mange af jer, der lod raseriet løbe frit er katteelskere. Og det kan simpelt hen ikke passe, at mennesker der elsker katte på den måde overfuser mennesker, de ikke kender. Jeg tror slet ikke, at det er jeres natur.
Jeg vil også gerne undskylde på vegne af de mange, der har brugt min blog til at udtrykke generel afsky for katte. Nogen har endda argumenteret for korporlig afstraffelse af pøllernes ophavsmænd. Det tager jeg selvfølgelig afstand fra. I virkeligheden synes jeg egentlig, at katte er ok. For klarhedens skyld, vil jeg også gerne slå fast, at mit brev ikke var henvendt til nogen konkret. Der er mange katte i min have – og nu ved jeg, at de har al mulig ret til at være der.
Jeg vil gerne sige tak for besøget på min blog. I har hjulpet mig til at indse, at på samme vis som med sandkassen må jeg også her lægge låg på.
For at dulme gemytterne har jeg vedhæftet et billede af en kat med noget frugt på hovedet.
Jeg vil bare lige informere dig om, at der nu er helt frisk sand i mine ungers sandkasse. Det var efterhånden kommet til at lugte lidt – og det er jo ikke rart for sådan en nuttet kat som din at sidde i.
Da min datter kom og sagde “far – der er altså lidt for mange pøller i sandkassen”, forstod jeg, at din kat har fået for vane at bruge den til at besørge. Jeg var heldig, at der var strandsand på tilbud i Silvan – så det kostede mig kun 400 kr.
Min yngste datter havde egentlig ønsket sig et løbehjul, men jeg forklarede hende, at pengene altså gik til naboernes katte. Hun blev ret ked af det – det er som om hun endnu ikke har alderen til at forstå, at en kat er et fællesprojekt i et kvarter som vores.
Vi havde egentlig planlagt, at vi skulle bruge denne dejlige solrige første forårsdag på at lege og hygge i haven. Istedet havde vi en hyggelig dag, hvor vi sammen skovlede din kats små hyggespredere sammen og kørte alt det gamle sand på lossepladsen.
En af vores gode venner kiggede forbi, mens vi skovlede katte-pøller og forklarede, at loven faktisk siger, at katteejere er forpligtede til at holde deres kat på egen grund. Men altså – sikke noget pjat. Nogle love er simpelthen for ligegyldige til at overholde. Det er det samme med spritkørsel og smårapserier – ikke? Der må da være en petitessegrænse.
Jeg har også talt med en katteelsker om vores fælles-kat – og om pøllerne i sandkassen. Hun forklarede mig, at det jo er kattens natur at løbe omkring i andre haver. Det forklarede jeg til mine unger. De spurgte, hvad der ville ske, hvis det pludselig var deres natur at kravle gennem hækken og lave pøller i naboens havemøbler… men det er jo overhovedet ikke det samme!
Min katteelskende ven forklarede mig også, at vi jo altså bare måtte huske at lægge låg på sandkassen altid. Det hjalp mig faktisk til at forstå… det er jo os, der er gal på den.
Så nu har jeg sagt til mine piger på 5 og 6 år, at de altså ikke kan bruge sandkassen længere. Jamen – hvis ikke de kan huske at lukke låget, hver eneste gang de er færdige med at bruge den – så er de åbentbart ikke gamle nok til at have en pøllefri sandkasse!
Jeg håber, at vores fælles kat har det godt. Herfra kan jeg ihvertfald melde om en sund og velfungerende tarmaktivitet. Jeg er sikker på, at mine børn engang vil forstå, at de naturligvis må indrette sig efter dine behov.
Idag er det World Downs Syndrome Day. For 6 år siden anede jeg slet ikke hvad downs syndrom var. Derfor har jeg skrevet et brev til mig selv. Det poster jeg hermed i den lokale tidsrejsepostkasse. Adresse: Mikael Espensen, Aalborg sygehus Nord, Neonatal-afdelingen, November 2007
Kære Mikael
Jeg ved godt, du er ked af det lige nu. Det er fint. Græd løs – du skal igennem det. Det værste er overstået om en måneds tid. I mellemtiden kan jeg love dig, at alt bliver godt igen. Endda rigtigt godt.
Du skal vide, at Kaya er sund og rask. Hun kommer til at grine, hoppe, danse og give krammere, som du aldrig har oplevet krammere før. Hun bliver også sjov, fræk og drillesyg – og nogle dage glemmer du helt hendes handicap. Lige nu virker det hele som om, du og Charlotte har fået et forkert barn. Jeg lover dig – Kaya er ikke forkert. Hun er bare helt sin egen.
Charlotte får det også godt igen. Trøst hende, kram hende, beskyt hende. Det er det hun har brug for – og du er den eneste der kan gøre det. Om 4 måneder tager du hende og Kaya med til New York. I får den mest fantastiske tur og her starter Charlotte for alvor sin egen helingsproces. Mens du trøster og beskytter Charlotte skal du huske også at passe på dig selv. Tag pauser, hvor du overlader Charlotte til andre og trækker vejret dybt.
Om 14 måneder føder Charlotte Kayas lillesøster. Hun bliver helt normal. I kalder hende Rosa. Den allerførste gang Kaya ser hende, kysser hun hende blidt i panden. Det første af uendeligt mange kys, som Rosa må tage imod. Pigerne bliver helt almindelige søstre med helt almindelige skænderier. De kommer til at savne hinanden når de er adskilt. De leger sammen, griner sammen og de elsker hinanden.
Jeg ved du tænker på, om I nu må ligge alle drømmene på hylden. Bare rolig – der er ikke noget I ikke kan med Kaya. Sammen rejser I alle 4 rundt i hele verden. I løbet af sine første 6 leveår kommer Kaya til at opleve steder som New York, Fredericia, Barcelona, Paris, Los Angeles og meget mere. Og hun elsker rejserne ligesom I gør. Når bare I er sammen er Kaya glad og tryg.
Kaya kommer til at gå i skole, lære om bogstaver og gå til skolefester. Hun får veninder, beundrere og plageånder. Hun bliver så populær på sin skole, at hun nærmest ikke kan gå i fred.
Så kære Mikael. Græd ud. Nyd din baby. Trøst Charlotte. Lige om lidt er alting godt igen. Du bliver lykkelig… jeg lover det.