Navigate / search

Ultra objektiv anmeldelse: Småpenge-Spar Nord

Denne app er blandt de allerbedste jeg har prøvet… Ja… ok… Jeg har selv lavet den! Altså det vil sige, at det har vi hos Weltklasse – for Spar Nord. Så måske skal jeg ikke anmelde den så meget som jeg bare skal fortælle, at jeg er glad i låget. 

De allerførste skitser til Småpenge kan du se herunder. De er tegnet med min faste og sikre hånd på min ipad. Og, jo jo. Jeg kan da måske godt se, at stilen er forbedret en lillebitte smule siden da. Og nu ligger app’en så på 1. pladsen i App Store under kategorien børn. Jeg er glad og stolt – Hent den til ungerne nu. 

købmand
Den allerførste idé var tilsyneladende, at købmanden skulle være iklædt en stram guldhjelm og konstant lave jazzhands.
penge
Med denne præcise gengivelse lærer børnene nemt og hurtigt forskellen mellem de forskellige mønter…


Kære dame på række 17

Jeg vil bare lige sige tak for sidst – Sikke en oplevelse! Aalborgs nye musikhus. Royal Philharmonic Orchestra. Violiner, butterflys og klapsalver der bare blev ved og ved. 

Jeg havde virkelig glædet mig. Jeg havde besluttet at opleve vores allesammens nye hus for fuld udblæsning. Normalt havde jeg nok valgt noget mere underlødigt, men nu skulle det være. Klassisk symfoni-koncert (det hedder det sikkert ikke – undskyld) med nogen af de allerbedste. Jeg havde endda taget butterfly på.

Og huset skuffede ikke. Sikke en arkitektur. Det var med kæben dinglende, at jeg fandt min plads på række 18. Lige bag ved dig.

Og så gik musikken igang. Wow. En smuk ung kvinde i en farvestrålende kjole gik amok på violin – altimens det britiske symfoniorkester akkompagnerede (ja her tog jeg chancen – ved faktisk ikke om man kalder det akkompagnere). Det gik vist ret hurtigt op for dig, at jeg ikke er vant til denne type af koncerter. For du tyssede prompte på mig, da jeg stille hviskede min begejstring til min kone.

Der er ingen tvivl om, at du følte dig mere hjemme end jeg. Du nikkede anerkendende på de helt rigtige steder og lukkede til tider øjnene for at vise din nydelse. Samtidig var du konstant på vagt. Ved den mindste vejrtrækning eller rømmen i salen sendte du blikke der straks pacificerede uroen. Jeg var heldig at sidde tæt på dig – for jeg lærte hurtigt, at til denne type koncert skal der være ro. Helt ro!

Efter violindamen havde brilleret sig igennem et 30 minutterts inferno af lyd gjorde dirigenten tegn til orkestret – og så blev der stille… og så klappede jeg. Det samme gjorde ca. 90 procent af salen. Vi var begejstrede og nød endelig at vise vores taknemmelighed for den store musikalske oplevelse. Du klappede ikke. Istedet rystede du på hovedet og prøvede at nedstirre de mange hundrede mennesker på én gang.

Det gik op for mig, at vi kollektivt havde overtrådt en uskreven regel til denne slags koncerter. Man klapper åbentbart ikke mellem numrene. Det vidste du og nogle få andre (typisk mænd med halsklude). Næste gang der var pause i musikken klappede publikum igen. Ikke mig – Jeg havde lært lektien.

Denne gang tog du dig decideret til hovedet, lavede himmelvendte øjne og kiggede opgivende på din mandlige ledsager. Og da gik det op for mig. Jeg var slet ikke velkommen her. Det var din koncert, dit hus, dit orkester. Du var pinligt berørt over mig og alle de andre klappende Aalborgensere. Vores uvidenhed og ignorance var uudholdelig. Og med dine iskolde blikke blev vi transformeret fra nysgerrige musiknovicer til symfoniske hooligans.

Så jeg vil bare lige sige undskyld. Jeg troede, at musikkens hus var for os alle. Jeg troede, at det skulle hjælpe til at give mange flere nordjyder oplevelser med klassisk musik. Jeg havde glædet mig til at lære din verden at kende. Men nu tror jeg , at jeg holder mig væk. Jeg vil ikke risikere igen at træde forkert. Jeg håber, at du og mændende med halsklude nyder jeres musikhus.

 

Kære katteejer… jeg har købt en kat

Vil bare lige fortælle, at jeg har taget de seneste ugers katte-tumult alvorligt til efterretning. Ovenpå jeres megen kritik og min oprigtige og dybfølte undskyldning til alle jer katteelskere, har mit liv taget en helt ny drejning. I har fået mig til at se anderledes på tingene. Og nu vil jeg være en af jer – jeg har købt en kat! 

Jeg var heldig at finde en billig og let brugt kat. Alligevel sagde jeg til min datter, at den havde kostet 400 kroner – og at hun igen må se langt efter det nye løbehjul. Penge sparet er penge tjent.

Heldigvis skal jeg heller ikke bruge penge på fodder, medicin og anden katte-overflod. For I har jo forklaret mig, at katten er et dyr der skal have lov at følge sin natur. Man kan jo for søren ikke tæmme alting – vel? Næeh – min kat må selv finde sin føde. Det er jo ikke kattens natur at spise kødgelé af en glasskål.

Katten får selvfølgelig lov at løbe frit rundt i kvarteret. Den skal ikke leve et sølle liv, hvor den er spærret inde på få hundreder kvadratmeter. I øvrigt er der allerede andre katte der bruger ungernes sandkasse. Så denne her mis må altså finde en lun kølerhjelm eller et åbent drivhus, når den skal gøre sit toilette. Det er jo godt nok imod loven, at lade min nye kat løbe frit – men det er en dum lov der ikke duer. Man kan simpelthen ikke lovgive om katte!

Nu venter jeg spændt på at blive et bedre menneske. Imens prøver hele familien at vænne sig til et kæledyr der kradser og ikke kommer når vi kalder.

Her er et billede af bassen. Tror jeg kalder den April.

grumpy-cat