Navigate / search

Sådan håndterer du handicappede i bybilledet

Du kender det garanteret. Du står i køen i Netto. Foran dig holder Rolls Royce modellen af en elektrisk kørestol med en chauffør, der både lyder mærkelig og har en fysik, som du ikke kan finde hoved og hale i. Hvad gør du?

Først og fremmest. Tag det helt roligt. Du er ikke alene med din usikkerhed. For få år siden var jeg dig. Jeg havde aldrig kendt et handicappet menneske – og jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op, når jeg blev konfronteret med deres særheder.

Jeg skal eddersparkemig love for, at det har ændret sig. Nu er jeg på fornavn med hele paletten af både mentale og fysiske handicap. Desuden har jeg som far til Kaya, på egen krop mærket, hvordan man i hvert fald ikke skal opføre sig. Så her kommer nogle simple regler, som du kan bruge.

Regel nr. 1: Ingen panik

Træk vejret helt ned i maven. Husk på, at det altså ikke er noget særligt for den handicappede at møde dig. Du er omtrent lige så interessant som alle de andre normalinger i bybilledet. Ingen forventer, at du præsterer noget bestemt, blot fordi du møder en handicappet.

Regel nr. 2: Måb ikke

Det er ellers en helt naturlig reaktion når vi ser noget vi ikke forstår. Prøv dog at bekæmpe ansigtets naturlige tendens. Kort sagt: se ikke på den handicappede som om vedkommende har ild i håret. Bum – det er faktisk en god regel lige der – lad være med at se på handicappede, som om de har ild i deres hår! (med mindre der rent faktisk er ild i deres hår – i hvilket tilfælde det er tilladt både at gå i panik, måbe OG hente vand).

Regel nr. 3: Lad ikke som ingenting

Når så du har bekæmpet den allerførste panik og undertrykt din naturlige måben – så stirrer du formentlig stift ud i luften med øjne, som du mener udtrykker “det er bare en helt almindelig dag – og jeg er slet ikke påvirket af situationen”. I virkeligheden udtrykker dine øjne “hjæææælp”. Samtidig prøver du at lade som om den handicappede er blevet usynlig. Nu er jeg lige lidt i tvivl om, hvorvidt usynlighed er karakteriseret som et egentligt handicap…? men det er i virkeligheden også et sidespring. I hvert fald er det en dårlig idé, at lade som om den handicappede slet ikke eksisterer.

Regel nr. 4: Smil

Hvis du synes det er svært at huske alle reglerne – så husk blot denne. Ligegyldigt hvordan du opfører dig – så er det altid rart når nogen smiler. Sådan har handicappede og deres nærmeste det også. Det er ok at kigge – det er ok at sige hej – det er endda ok, at du ikke helt ved, hvordan du skal opføre dig. Men tag og smil næste gang du møder en handicappet person – så går det ikke helt galt.

The following two tabs change content below.
Mikael

Mikael

Creative Director af Weltklasse reklame
Mikael er Kayas far. Han er Creative Director på reklamebureauet Weltklasse og så er han en mesterlig kagebager. Mikael nægter at indse virkeligheden og prøver stadig at få Kaya til at falde i søvn på maven af ham.
Mikael

Nyeste indlæg af Mikael (se alle)

Comments

Elsebeth Klok
Reply

Ja med smil kommer man langt.
som mor til dejlig dreng med Downs som gerne siger hej og goddag til fremmede i supermarkedet eller i svømmehallen..
Smil og vær glad, dont panic – det er bare en glad fyr der hilser på 🙂

Alex Monnerup
Reply

HUSK ikke alle handicap er synlige, så sker der noget du ikke forstår, så bær lige over med det.
Ingen af os ved hvor den vi møder kommer fra, har været igennem eller døjer med. De fleste normale mennesker er rare og ikke nogen dumme svin, så lad være med at behandle dem som sådan.
Og som redaktøren skriver, så kommer du rigtig langt med et hej og et smil.

Leave a comment

name*

email* (not published)

website