Navigate / search

Kære dame på række 17

Jeg vil bare lige sige tak for sidst – Sikke en oplevelse! Aalborgs nye musikhus. Royal Philharmonic Orchestra. Violiner, butterflys og klapsalver der bare blev ved og ved. 

Jeg havde virkelig glædet mig. Jeg havde besluttet at opleve vores allesammens nye hus for fuld udblæsning. Normalt havde jeg nok valgt noget mere underlødigt, men nu skulle det være. Klassisk symfoni-koncert (det hedder det sikkert ikke – undskyld) med nogen af de allerbedste. Jeg havde endda taget butterfly på.

Og huset skuffede ikke. Sikke en arkitektur. Det var med kæben dinglende, at jeg fandt min plads på række 18. Lige bag ved dig.

Og så gik musikken igang. Wow. En smuk ung kvinde i en farvestrålende kjole gik amok på violin – altimens det britiske symfoniorkester akkompagnerede (ja her tog jeg chancen – ved faktisk ikke om man kalder det akkompagnere). Det gik vist ret hurtigt op for dig, at jeg ikke er vant til denne type af koncerter. For du tyssede prompte på mig, da jeg stille hviskede min begejstring til min kone.

Der er ingen tvivl om, at du følte dig mere hjemme end jeg. Du nikkede anerkendende på de helt rigtige steder og lukkede til tider øjnene for at vise din nydelse. Samtidig var du konstant på vagt. Ved den mindste vejrtrækning eller rømmen i salen sendte du blikke der straks pacificerede uroen. Jeg var heldig at sidde tæt på dig – for jeg lærte hurtigt, at til denne type koncert skal der være ro. Helt ro!

Efter violindamen havde brilleret sig igennem et 30 minutterts inferno af lyd gjorde dirigenten tegn til orkestret – og så blev der stille… og så klappede jeg. Det samme gjorde ca. 90 procent af salen. Vi var begejstrede og nød endelig at vise vores taknemmelighed for den store musikalske oplevelse. Du klappede ikke. Istedet rystede du på hovedet og prøvede at nedstirre de mange hundrede mennesker på én gang.

Det gik op for mig, at vi kollektivt havde overtrådt en uskreven regel til denne slags koncerter. Man klapper åbentbart ikke mellem numrene. Det vidste du og nogle få andre (typisk mænd med halsklude). Næste gang der var pause i musikken klappede publikum igen. Ikke mig – Jeg havde lært lektien.

Denne gang tog du dig decideret til hovedet, lavede himmelvendte øjne og kiggede opgivende på din mandlige ledsager. Og da gik det op for mig. Jeg var slet ikke velkommen her. Det var din koncert, dit hus, dit orkester. Du var pinligt berørt over mig og alle de andre klappende Aalborgensere. Vores uvidenhed og ignorance var uudholdelig. Og med dine iskolde blikke blev vi transformeret fra nysgerrige musiknovicer til symfoniske hooligans.

Så jeg vil bare lige sige undskyld. Jeg troede, at musikkens hus var for os alle. Jeg troede, at det skulle hjælpe til at give mange flere nordjyder oplevelser med klassisk musik. Jeg havde glædet mig til at lære din verden at kende. Men nu tror jeg , at jeg holder mig væk. Jeg vil ikke risikere igen at træde forkert. Jeg håber, at du og mændende med halsklude nyder jeres musikhus.

 

The following two tabs change content below.
Mikael

Mikael

Creative Director af Weltklasse reklame
Mikael er Kayas far. Han er Creative Director på reklamebureauet Weltklasse og så er han en mesterlig kagebager. Mikael nægter at indse virkeligheden og prøver stadig at få Kaya til at falde i søvn på maven af ham.
Mikael

Nyeste indlæg af Mikael (se alle)

Comments

Marvin T.
Reply

Det minder mig om en klassisk koncert jeg engang var til i forbindelse med min gymnasietid. Før koncerten er startet, bliver jeg prikket på skuldrene af en mand(med halsklud) og runde briller der sidder på rækken bag mig. Han kigger noget så forulempet på mig. Hvorefter han bebrejdende spørger mig, hvad er det der tikker? Jeg kigger undrende på ham, helt uforstående.

Det viser sig så, “dum som jeg er” at jeg har taget mit armbåndsur på, der larmer så ustyrligt! Det skal siges til mit forsvar at jeg aldrig har bemærket at uret tikkede, og at kun en galning kan lade sig gå på af den slags.

Jeg må i salen rose hans hørelse, hvorefter jeg pænt bliver bedt om at stikke mit ur op i røven. Jeg gør selvfølgelig hvad jeg er blevet bedt om, og hvad der så skete må i gætte jer til……

Hvis det skal være attituden til klassisk musik, synes jeg man skal holde sig fra det. Diversitet skal fejres i musik, og det skal samle folk.

Mette Ø.
Reply

Sikke en kultur-snob. Hun har sikkert ikke mere forstand på musikken end os andre dødelige, når det kommer til stykket, men ønskede hun blot at lide i stilhed….!
Jeg har endnu ikke været til koncert i det milliard dyre musikhus, men når jeg gør, så vil jeg klappe alt, hvad jeg kan – mellem numrene.

Lea
Reply

Hvor er det synd, at du har haft så dårlig en musikoplevelse første gang, du overværede en klassisk koncert. Jeg vil lige korrigere dig – selvfølgelig klapper man mellem numrene , – men ikke mellem de forskellige satser. Når der f.eks. er en violinsolist, der skal spille en koncert i 3 satser, så er vedkommende yderst koncentreret, og så kan det virke meget forstyrrende, hvis publikum klapper mellem satserne, derfor er det kutyme at vente med med bifald, til koncerten er færdigspillet. Prøv at komme til nogle af de “lettere” sommerkoncerter (der møder du nok heller ikke din gode veninde fra 17. Række!) – så får du forhåbentlig et bedre indtryk af en koncert -og vores eget symfoniorkester er virkelig værd at høre på! God fornøjelse!

Janni
Reply

Vi var der også for første gang og var næsten i panik fordi jeg var forkølet og bange for at hoste, aldrig er der listet så mange halspastiller og vand ned 🙂 Vi var så nogle af dem der klappede, og kunne ikke helt forstå det spredte bifald. Men en kæmpe oplevelse trods musik snobber, hm må huske at nedstirre damen fra række 17 hvis jeg møder hende til en rock koncert.

Birgitte Neergaard
Reply

Kære Michael. Det er for mig ellers ret tydeligt, at den, der havde mest at lære under koncerten var damen på 17. række. Der findes ingen dumme spørgsmål, kun dumme svar ! og du havde jo nogle gode spørgsmål, og en nysgerrig og interesseret vinkel på tingene – og en begejstring, der mundede ud i klapsalver. Som Lea fortæller er musikstykkerne delt op, hvor man ikke altid skal klappe. Men hvor fedt, at du, blandt en hel del flere har fået lyst til at prøve at komme ind til en klassisk koncert. Du skal føle dig velkommen i Musikkens hus. Den fine frue, pyt med hende. Tag dig dog ikke af det ! Nyd musikken en anden gang, prøv at holde vejret et ekstra sekund mellem stykkerne, der er altid lidt mere disciplin over, hvornår man skal klappe.(man kan også se det i programmet, der er trykt og ligger i foyeren) Jeg ville aldrig få mindreværdskomplekser over for sådan en dames optræden. Det er jo hende, der er ukultiveret mener jeg ! Pøj pøj med musikglæden

Jonas VP
Reply

Hej, det er første gang, jeg er på din side – men du rammer lige ned i noget, jeg beskæftiger mig med, og som interesserer mig meget. For hvorfor er det, at der er de ritualer, du har oplevet? Jeg tror, det er for at beskytte koncertpublikummet.
Når man oplever musik, er det en kommunikation, som går udenom vores verbale begrebsverden, og som det derfor er meget svært at forholde sig rationelt til. Man bliver talt til på det emotionelle plan, og for at kunne modtage det, er man nødt til at åbne sig. Man bliver sårbar og følsom – og hvis kommunikationen er vellykket, så bliver man ramt lige i hjertekulen. Dejligt, stort, uhh!
Men når man er så åben, så er man jo også nødt til at have tillid i situationen til, at man ikke bliver rendt over ende – derfor er det godt at have en slags faste spilleregler for, hvordan man skal gebærde sig, så alle får det bedst mulige ud af det.
Og hvor som helst, der er spilleregler, er der så altså nogen, der gerne vil demonstrere, at de kender dem, – de gør sig selv til politibetjente. Det er ærgerligt, og jeg håber ikke din oplevelse afskrækker dig fra andre møder med den klassiske musik. Husk i sådanne situationer, at man må bukke dybt for dværge.
Og nu ved jeg ikke, hvilken violinkoncert, hum spillede,- men hvis det var Sibelius, så kender jeg ikke til at den nogensinde er blevet opført uden stort bifald efter første sats. Og det er faktisk en forholdsvis ny opfindelse, at man ikke må klappe mellem satserne.

Annette Holck
Reply

Det du beskriver er lige netop hvad der IKKE måtte ske i Musikkens Hus! Som musiker i Aalborg Symfoniorkester er jeg rigtig ked af at høre om din dårlige oplevelse, og det er virkelig en skam, at den afskrækker dig fra at komme igen til en klassisk koncert.
Ikke alle tænker som damen på 17. række, det kan jeg forsikre dig om. F.eks er jeg helt enig med Musikhusets direktør Lasse Rich Henningsen, som siger, at han er henrykt jo flere der klapper mellem satserne, det betyder jo at “nye” mennesker har ladet sig lokke til koncert – og at de forhåbentlig har en god oplevelse.
Har du ikke lyst til at kontakte mig, det kunne være så spændende at få en dialog igang? Du skal vide at vi i orkestret i den grad ønsker at dele vores glæde over den klassiske musik og vores nye musikhus med f.eks mennesker som dig, som ikke har prøvet det før. Vi vil så gerne være gode værter i huset og tage godt imod publikum, så de føler sig godt tilpas og får en god oplevelse! Du kunne hjælpe os til at blive bedre!
Venlig hilsen
Annette

Margrethe
Reply

TAK Michael. Gå ud i verden og deltag i alt hvad du kan. For vores skyld. Spot alle “Fejlfinderne” og spid dem på din egen vidunderlige facon. Lad os lære dem at verden er mangfoldig og at ingen er forkerte, bare fordi vi gør anderledes end ” de” synes vi skal.jeg hepper på dig. Margrethe

Per Espensen
Reply

Jeg mener nu ikke der er særlige regler under koncerter, uanset hvad nogle så måtte mene. Det er vel bare et spørgsmål om man kan lide musikken eller ej. Selv faldt jeg i søvn under en koncert i Carnegie Hall i New York City med en verdensberømt dirigent, som sikkert på udmærket vis fremførte et stykke af Mahler – men gud, hvor var det røvkedeligt !

Olga Daniluk
Reply

Kære Michael!
Sikke en flot fortælling om en andreledes oplevelse! Undskyld, jeg kunne ikke går forbi uden at blande mig. Kom hellere til os, til vores allesammens Aalborg symfoni orkester. Tror mig, vi spiller lige så godt som den britiske. Og vi kan tilbyde meget mere til enhver smag. Ud over har vi en række særlige koncerter med platform4 http://www.aalborgsymfoni.dk/Koncerter.507.aspx?recordid507=175, hvor alle få lov til at være sig selv og droppe de udskrevne regler. Kom Michael!
Med venlig hilsen, Olga Daniluk, violinist ASO.

Julie
Reply

Jeg har kendt ‘de uskrevne regler’ siden jeg var barn, uden at jeg kan huske at jeg fik dem fortalt, fordi jeg er opdraget med klassisk musik. Jeg synes, det er ærgerligt, at du fik lært dem på den ubehagelige måde, men faktisk synes jeg ofte, symfonier bedst hænger sammen og bundfælder sig uden klap imellem satserne. Man får ligesom lov til at blive hængende i det musikalske rum, komponisten har skabt fra start til slut. Så for mig giver det meget mening med disse klappeløse pauser, og håber derfor, traditionen vil blive overført høfligt og respektfuldt fra forældre til børn og fra gamle koncertgængere til nye. Jeg bliver desuden ked af det, når du siger, det kun er mænd med halsklud der går op i den slags, så er det lidt som om DU er den der sure person på syttende, der kigger hånligt på MIG…

Leave a Reply to Per EspensenAnnuller svar

name*

email* (not published)

website