Navigate / search

Uperfekt min bare…

Håret skal sidde pænt. Møblerne skal være dansk design. Vi skal være venlige, smukke, ambitiøse og pletfri. Så kan vi lige tage forbi psykologen for at snakke om vores mindreværd – og måske snuppe en fedtsugning på vejen hjem.

Vi mennesker stiller umenneskelige krav til os selv. Vi må ikke være morgensure, heller ikke kræsne. Vi må ikke indrømme, hvis vi i virkeligheden helst vil være alene. Vi skal nemlig være udadvendte, interessante og imødekommende. Sådan er reglerne – vi skal være den bedste udgave af os selv. Det er socialt uacceptabelt at have en bussemand på kinden.

Piger på 12 laver pornomund på familiebillederne. Drenge på 11 vil have sixpacks. Vi skal løbe ekstremmarathon og spise økologi. Køre elbil og redde verden. Vi skal det hele, og det må kun koste det halve. På familiekontoen, budgetkontoen og kærestekontoen. Fremad, opad, hurtigere. Ingen må træde forkert eller stikke ud.

Vi vurderer hinanden ud fra hvilke ure, vi går med, hvilke biler vi kører i og hvem vi kender på facebook. Vi skal have travlt – for ellers er vi ikke vigtige. Målet er klart og ambitionerne høje. Vi sigter efter et perfekt liv, med en perfekt familie og perfekte oplevelser til de perfekte Instagrambilleder.

Jeg har en 8-årig datter, der ikke er perfekt. Det har hun papir på! Hun har simplethen et helt forkert antal kromosomer i forhold til gældende norm. Og hun er pisseligeglad. Nogengange føler jeg, at hun sidder grinende i hjørnet og spiser popcorn, mens hele menneskeheden ræser forbi hende. Som om hun ved, at hun har trukket en kromosom-trumf og ikke behøver følge reglerne.

Hun gør de mest fantastiske uperfekte ting. Nogen gange smider hun alt tøjet – fordi det føles rart. Og så er hun i øvrigt ligeglad med, hvad de andre gæster på Jensens Bøfhus mener om det. Det rager hende en helt perfekt papand, hvad jeg synes, når hun tager til købmanden i balkjole.

Hun tegner på væggene, siger “ad” til væmmelig mad og krammer indimellem mennesker, hun ikke kender. Hvis hun bliver gal, råber hun af os – også selvom man slet ikke ikke må råbe i biografen. Hvis du vil tage et foto af hende, så kan du være bumsikker på, at hun rækker tunge eller skærer grimasser… Også 5. gang du prøver. Hver eneste morgen, når hun har fået tøj på, løber hun stolt ud til mig i køkkenet og råber “se far – jeg er flot!” Intet mindreværd dér.

Kaya flækker af grin, hver gang jeg slår mig. Også selvom det virkelig gør ondt. Hun hader katte-killinger og er ikke bleg for at stikke hendes yndlingshund en flad, når den bliver for nærgående. Til gengæld står hun heller ikke tilbage for at tungekysse selvsamme yndlingshund. Hun overskrider flere sociale konventioner hver dag, end mange af os gør på et helt liv.

Man får lyst til at gøre som hende. Bryde ud og slippe fri. Stå af ræset og sætte sig i hjørnet sammen med hende. Bare sidde der og småfise, spise smør med fingrene og have bar delle-mave. Tænk, hvis man kunne acceptere sig selv helt og fuldstændigt. Omfavne hvert lille hjørne af sin personlighed og opføre sig præcis som man lyster. Når jeg ser Kaya tackle hverdagen, får jeg lyst til at vende hele verden ryggen, langsomt trække mine bukser ned og råbe “uperfekt min bare…”

The following two tabs change content below.
Mikael

Mikael

Creative Director af Weltklasse reklame
Mikael er Kayas far. Han er Creative Director på reklamebureauet Weltklasse og så er han en mesterlig kagebager. Mikael nægter at indse virkeligheden og prøver stadig at få Kaya til at falde i søvn på maven af ham.
Mikael

Nyeste indlæg af Mikael (se alle)

Comments

Nysser
Reply

❤️

Lene kronborg
Reply

Mega godt skrevet. Gav eftertænksomhed og et godt grin. Tak for det ?

Anne Pernille Fischer
Reply

TAK for et superinspirerende spark i røven til de konventionelle normer og ‘perfektheden’ i os alle 🙂 Jeg elsker, når mennesker tør gøre det, de har lyst til, i stedet for at følge strømmen med lukkede øjne og bare passe ind i den kasse, de tror, verden synes de bør være i. Luk drømmen ind i livet og lev det indefra og ud 🙂

Skøn weekend til dig!

Louise
Reply

Tak❤️

Victoria
Reply

Så skønt skrevet og perfekt beskrivelse, af hvorfor jeg studere til at blive social/ special pædagog. Mange har ondt af de “handicappede”, men det har jeg IKKE, til gengæld har jeg nok en let form for misundelse, fordi de netop tør at bryde med normerne og være lige præcis som de vil og elsker det. Det er i sandhed livsbekræftende at være i nærheden af. Så tak for at sætte ord på !

Nanna Pilmark
Reply

Hold op et fantastisk indlæg! Hvor er det dejligt, at Kaya kan lære os allesammen lidt om livet. Virkelig virkelig godt skrevet- respekt??

Louise
Reply

Tak for et befriende indlæg. Jeg læser fandenivoldskheden og jeg læser ikke mindst at du omfavner den fordi du SER hende. I virkeligheden ikke, faktisk overhovedet ikke, anderledes fra det som vi alle ønsker fra dem vi elsker.
Og så er jeg i øvrigt også med i gruppen af mennesker der rejser sig over det der kaldes Virkeligheden?

Camilla
Reply

NEMLIG!! ???

Helle Skroger
Reply

Kromosom-trumf. Spot on sådan tænker jeg også nogen gange vores Mille på snart 10 ved hun har.
Og os forældre har været heldige at lov til at nyde det man ellers kalder uperfekt. Det betyder nemlig at vi får lov til at opleve alle de små ting vi ellers har så travlt med at ræse uden om.

Mogens Larsen
Reply

Den såkaldte “kromosomfejl” på det 21. kromosom som gør, at ganske få mennesker bliver beriget med et kromosom mere end de fleste andre mennesker, mener jeg vi skal tage mere alvorligt end vi gør. Måske er det et af naturens fingerpeg om, at vi – de fleste – er på en fejlkurs i vores udvikling. En fejlkurs, hvor vi sætter viden, videnskab, uddannelse og materiel berigelse over vores dybeste menneskelighed – dét at være et menneske. Til fordel for penge, kynisme, hieraki, overlegenhed, har vi mistet nærhed, kærlighed, ærlighed.
Måske er det derfor, at udvalgte mennesker bliver født med det ekstra kromosom. Det ekstra kromosom der skal fortælle os andre om, at vi er gået fuldstændig den gale vej i livet.
Måske? Det er værd at tænke over, at der er SÅ meget at lære ved, at nogle mennesker bliver født med et eller andet, der ikke er som de fleste. Hvordan kan det være?
Det er ihvertfald ikke en fejl!

Lenette Hyldgaard
Reply

Tak!

Lars
Reply

Sød historie! ?
Og det lyder virkelig som om du kunne have gavn af, at “stå af ræset”! For den livsførelse lyder virkelig ikke særligt trivselsskabende.
Herfra held og lykke med dit nye liv!

Eleonie
Reply

Jeg vil reagere litt på tanken ‘kanskje har vi et kromosom for lite’
Jeg er mamma til ei perfekt jente med 47 kromosomer. Hun kan beskrives som den her jenta. Uten filter, ekte og rå. Både i pluss og i minus.
Men den ene kromosomen som hun har ekstra , ødelegger mye inn i hennes kropp også. Hennes biokjemi virker annerledes enn vår, med et større risiko på blant annet Alzheimers.
Jeg elsker jenta mi, men ikke den ekstra kromosomen. Jeg aksepterer henne fult ut, og jobber hardt for å minske effekten av det ene ekstra kromosomet.

Mia Chamani
Reply

MÅ DER VÆRE FLERE SOM JER ? jeg er såååå rørt! ?❤

Louise
Reply

Blev helt varm i hjertet! Og med et kæmpe smil på læben 🙂

Carina
Reply

Så jävla bra!!! Perfekt beskrivet hur livet ska vara. En minskning av nyheter på tv och sociala medier fungerar för då är det mindre att jämföra sig med. Tack för detta blogginlägg!!

charlotte Nørgaard Hauborg
Reply

ja sådan tænkte jeg også da min basse var barn, og boede hjemme. Men men men, idag er han 22 og fuck hvor er der meget jeg som mor skal “bekymre” mig om og hjælpe hende med, for at hun, også i hendes øjne, får en værdigfuld hverdag med pædagogerne i bostedet. Feks hvis hun vil besøge kæresten 60 km væk, så er det taxa mor, eller hvis hun vil til koncert eller opleve mere ende sjølund festivalen og den årlige sommerferie med bostedet, så er det mor. Da hun “trivedes” så godt i bostedet at hun var ved at spise sig ihjel med en BMI på 40, var det min vedholdenhed og trudsler om omsorgsvigt, der fik bostedet til at deltage hos diætisten og ekstra hjertetjeck og forslag til motion. Deres trumfkort: hendes selvbestemmelses ret….

Charlotte
Reply

Den ultimative kærligheds erklæring – Far til datter ❤️

Det er smukt på flere niveauer – ikke mindst fordi det giver perspektiv og en dybde, der er de færreste forundt. Tillykke med dit smukke barn og al det hun bibringer – på godt og mindre godt.

Tak for et dejligt indspark om uperfekthed i en ellers kvalmende ‘perfekt’ verden.
Al det bedste til dig og din familie.

Tine
Reply

Kaya lyder jo fuldstændig fantastisk. Tænk hvis vi alle havde en Kaya i vores liv. Jeg vil følge med her – så jeg kan blive beriget af Kayas klogskab og umiddelbarhed.

Kirsten
Reply

Dejligt indlæg tak for det. Det sætter lige trumf på hvor hvor skøn en familie jeg selv har. En dreng, en pige og endnu en dreng, Johan, med det ekstra kromosom 21, som gør vores familie fuldendt. Har ikke en eneste dag fortrudt at jeg sagde nej til den fostervandsprøvers for godt og vel 20 år siden. Vores liv tog nok en lidt anden drejning end forventet , men kun ved at berige os med evnen til at se det smukke i det uperfekte. Nu er det uperfekte bare smukt livsbekræftende og helt perfekt om end anderledes.

Mie
Reply

Jeg tror på, at Kaya har det rigtige antal kromosomer og os andre, der har det forkerte – for det må da være de ting hun gør, som livet gælder om!
Megastærkt indlæg – tak for det!
Hilsen én af dem, der altid har prøvet at gør alt perfekt!

Hanne Jørstad
Reply

Det er bestemt ikke at foretrække at alt skal være perfekt. Meget enig. Det sætter mange ting i et andet lys, når man ikke følger “normen”. At være “anderledes”, gir rigtig mange udfordringer. Og det i mine øjne, fordi vi netop ikke kan se det vigtige i, at når man f.eks er handicappet, så betyder det også at der skal tænkes anderledes. Og vil man vore handicappede medmennesker det optimalt, så er der stort behov for at tænke ud af boksen. Derfor fint indlæg og gode reflektioner. Livskvalitet er så vigtigt
Min datter der er meget elsket, nu 27 år og hjemmeboende og er psykisk og fysisk handicappet i svær grad. For hende og alle der er udenfor “normalbegrebet, vil jeg ønske, at verden var indrettet til at se, at de behøves, men at det så også kræver, at vi i vores samfund vender hele specialområdet på hovedet og tænker ja “ud af boksen”. Det ville være helt fantastisk, og hvis jeg ikke skal lyde for pessimistisk, så kan det måske ske engang ud i fremtiden, hvis vi kan ændre fordomme, moral, og et ocean af andre overbevisninger vi har opbygget gennem en menneskealder. Tak for dit indlæg.:-)

Morten
Reply

Hmmm. Er det at flashe sin uperfekthed på en lækker og sprogligt overskudsagtig måde, ikke bare det ‘nye perfekt’?
Inden du svarer, skal jeg skynde mig at vedkende mig, at jeg da skam selv falder for fristelsen nu og da, til at vise hele verden hvor “vildt crazy og gøglede” vi er i vores dysfunktionelle lille hjem. Jeg har lavet den regel, at det må jeg godt.
Lortet skal jo give mening, på den ene eller anden måde -og hvis man nu ikke har nogen mark, man kan løbe og skrige på, ja så kan man jo altid skrive…..ik’?
Kh. Ham med de to ‘sjove’ børn (autisme) -som ikke har det fra fremmede. 🙂
Ps: Du skrive godt.

Mikael
Mikael
Reply

Kære Morten. 1000 tak for din kommentar. Dejligt med nogen der prikker og udfordrer mig. Dine spørgsmål er helt på sin plads! Er min forherligelse af det uperfekte bare et forsøg på at fremstå perfekt? Godt spørgsmål – og relevant. Hvorfor har jeg behov for at vise, at vores familie har det godt? Hvorfor vil jeg gerne vise, at min datter har noget at byde på?

Jeg vil gerne starte med at indrømme, over for dig (som helt sikkert ved præcis hvad jeg taler om) og hele verden – at det ikke kun er sjov og ballade, at have et barn med handicap. Der er dage, hvor det hele er ad helvede til. Dage, hvor man ikke har overskud. Der er de der dage, hvor man må give op og bede om hjælp. Der er dage, hvor vi græder…

Da Kaya var helt lille, tog min kone Charlotte og jeg en stor beslutning. En beslutning, som vi svor skulle vare ved og definere vores fremtid. Vi ville fokusere på det positive ved livet med vores nyfødte handicappede barn – og bruge de positive oplevelser til at overkomme alle udfordringerne. For hvad fanden skal man ellers stille op? Jeg tror mange forældre, i situationer som min og din, tager den beslutning. Den kan være svær at holde ved – nogen gange umulig – men vi gør alt hvad vi kan.

Måske er det dér mine artikler starter… En manifestation af min insisteren på at tage let på livet og holde humøret højt.

Når det så er sagt, så er mine artikler også udtryk for en helt reel livsvisdom, som jeg lærer fra Kaya. Ovenstående artikel handler netop om, at jeg ikke er i stand til at leve som min datter. Jeg kan ikke vriste mig fri af den konstante stræben efter perfektion. Jeg er præcis lige så forfængelig som den omverden, der bare skriger på anerkendelse. Det er Kaya virkelig ikke – og det misunder jeg hende. Det handler ikke om gøgl og gak. Det handler om, at jeg helt oprigtigt tror på, at jeg kan lære noget af min datter.

Og hvorfor skal jeg så dele det med andre? Hvorfor skriver jeg? Det er fordi, at det er dét jeg gør – jeg er sådan én der skriver. Det hjælper mig til at sortere og arkivere mine tanker. Jeg kunne selvfølgelig holde det for mig selv – skrive dagbog. Point taken. Måske er det bare mig, der bader mig i rampelyset, fremelsker nyperfektionisme og dyrker min selvfedme. Men jeg bilder mig ind, at der er andre, der kan bruge mine betragtninger fra kromosomland til noget. Jeg føler, at min dagligdag med Kaya forandrer mit syn på verden – og forestiller mig, at det måske kan gøre gavn for andre.

Artiklen, som du her er faldet over, er blevet læst 70.000 gange. Dét kan jeg selvfølgelig bruge til at selvantænde mit ego. Men jeg tænker også sådan her: Hvis der er 70.000 mennesker, der har læst en artikel om min datter – så bliver det allerede 70.000 gange nemmere for min hende at færdes ude i verden.

Igen – tak for din kommentar Morten. Den gav mig noget at tænke over.

mvh
Mikael

mette
Reply

Morten.
Lortet skal jo give mening – men det gør det bare ikke altid…..nogengange next to never!
Dysfunktionel er mange ting – men det er også indsigt. Du falder hverken på halen eller i svime over en stak ufatteligt velformulerede ord – du prøver at se bag dem. Og netop der bliver det interessant… tak for det.

Morten
Reply

Mens at jeg staver som en brækket arm. Du skriveR godt! Men hvorfor…. gør du det? Skriver, altså? 🙂

Lars Haaber
Reply

Tak til både Mikael og Morten m.fl. for at reminde mig om at verden indeholder 7 mia. vinkler på alting – og de er alle OK 🙂

Vær taknemmelig, og udvis venlighed overfor andre – det er helt gratis og giver et fedt afkast 🙂

Pia
Reply

Har også et barn her med handicap efter en hjerneblødning. Vi trækker også handicapkortet, når vi åbent bart falder uden for det perfekte/normalen. Jeg valgte at holde jul på sofaen i fosterstilling under dynen, da jeg var alene hjemme. Der manglede bestemt ikke invitationer til mig.
Vi gør mange ting anderledes, da mit barn ikke forstår skæld ud med negative ord, men jokes der med det, der er årsag til skæld ud, så dorstår han det. Der er der dælme ikke mange, uden for vores lille familie, som forstår.
Mikael, du forstår bare at skrive det. Tak.

Jimmi
Reply

Weltklasse!

Iben Sofie
Reply

Jamen så gør det da! Hvorfor lade det blive ved snakken? Verden ELSKER mennesker, der tør være sig selv. Men der er desværre super få af dem … Mange vurderer risikoen for stor, desværre 🙂

Leave a Reply to CharlotteAnnuller svar

name*

email* (not published)

website