Rejsetips: Berlin med børn
Berlin er en fantastisk børneby…. Især området Prenzlauer Berg i det gamle østberlin er et storbyparadis når man har ungerne med. Lige præcis her er en af de største koncentrationer af børnefamilier i hele Europa – og det giver masser af fordele som besøgende.
Vi har haft pigerne med til Berlin siden de var bittesmå. Afstanden fra Danmark er let at overskue og så er byen bare helt fantastisk let at færdes i. Når vi besøger byen med børn, lejer vi os altid ind i lejligheder (via fx Airbnb) i området Prenzlauer berg. Når hotelværelset skiftes ud med en lejlighed for du en langt mere hjemlig fornemmelse og det er rart at kunne spise “hjemme” med ungerne. Vi har vist boet i 3-4 forskellige lejligheder i området – og alle har været rigtigt fine. Det er helt fast procedure, at vi søger lejligheder så tæt på Helmholtzplatz som muligt. Her har du en stor legeplads helt tæt på og masser af børnevenlige restauranter og cafeer. Samtidig er der masser af spændende shopping i gaderne omkring og du er tæt på Schönhauser Allee Station der giver let transport til Mitte.
Mauer Park
Mauer Park er altid et hit med ungerne. Her finder du (foruden et ret stort stykke berlin-mur) legeplads, bakker man kan tumle på og især i sommerperioden masser af liv. Her kan du fx. pludselig støde ind i open-air salsa undervisning eller karaoke konkurrencer. På toppen af bakken nær Eberwalderstrasse er der nogen vildt store gynger, som ungerne elsker. I denne ende af Parken finder du også Berlins vistnok største loppemarked om søndagen – og det er virkelig et besøg værd!
Café Das Spielzimmer
Hvorfor har vi ikke sådan nogen caféer hvor jeg bor? Smart og lækkert sted med masser af plads til børn. Her kan ungerne gå amok på en regnvejrsdag med klatrelabyrint bagerst i caféen. Det her står i skærende kontrast til de rædselsfulde danske kuglerum på McDonalds og Jensens Bøfhus. Her er faktisk også rart at være for voksne! Besøg Das Spielzimmer på www
Kiezkind Café, Helmholtzplatz
Denne café ligger decideret midt på en legeplads. Her er der sandkasse indendørs og mulighed for at købe lækkerier til både børn og voksne. Legepladsen omring caféen har masser af “køretøjer” til fri afbenyttelse og er nok mest til børn under 5 år. Besøg Kiezkind på www
Kollwitz Platz
I parken på Kollwitz Platz finder du et par fine legepladser og bl.a. mulighed for at spille bordtennis. Om søndagen holdes et rigtigt hyggeligt “farmers market” med økologi og lækkerier i massevis. Området omkring byder desuden også på masser af spændende shopping og nogle virkelig gode restauranter (Prøv fx den indiske restaurant “Khushi” for enden af Kollwitzstrasse). Er man i øvrigt øko-entusiast ligger LPG BioMarkt (et rendyrket økologisk supermarked) hvor Kollwitz møder Metzerstrasse.
Kolle 37, byggelegeplads
Kolle 37 er et ret vildt sted for børn. Her kan ungerne både bygge træhuse og lære at lave mad. I godt vejr findes der ikke et bedre sted at nyde din kaffe og måske smage en af deres lækre pandekager. Her er der noget til unger i alle aldre.
MACHmit, Museum für kinder
Her er et museum, som du sagtens kan lokke ungerne med på. MACHmit ligger i en gammel kirke og byder blandt andet på en kæmpestor klatrelabyrint i 3-4 etager, hvor ungerne kan slippes løs på egen hånd.
Gyldne øjeblikke fra Berlin
Comments
Glæder mig til, der kommer flere rejsetips med børn – både til Berlin og alle mulige andre steder. Dem du har lavet, glæder vi os til at benytte os af. Var selv i NY, da vores ældste var 1,5. Nu er han 3 (og den mindste 1 år), så det er vist ved at være tiden at komme afsted igen.
P.S….hvor er Kaya simpelthen for skøn!