Navigate / search

Rejsetips: San Francisco med børn

Vores rejsetips er helt og aldeles personlige og subjektive oplevelser, som vi gerne vil give videre til dig. Det er ikke nødvendigvis destinationernes allerstørste attraktioner – men det er vores favoritter.
7961424448_7b1d0d771c_k

San Francisco er en utroligt rar by at være i. Her er både smukt, afslappet og utroligt alsidigt. Der er en helt særligt frisindet og ung atmosfære i hele byen. For ungerne er der masser af sjov – ikke mindst de mange stejle bakker. 

Hvis man kommer til Californien fra midtvesten føles det som om, man er kommet hjem til Europa. Her er fedtdryppende burgere og kæmpecolaer erstattet af økologi, god rødvin og lækre restauranter. Og så er San Francisco jo kendt for sit gode brød, som i øvrigt har en ret spændende historie og står i skærende kontrast til det typiske amerikanske kridhvide toastbrød.

Vi forelskede os lynhurtigt i byen, da vi boede en uge i en lejlighed i Castro-området. Hvis noget sted kan kaldes ground zero for international homo-kultur må det være her. Med lige dele frisind og totaltosseri er Castro både spændende og virkelig behageligt. På en slentretur langs Market Street passerede vi en skægget mand, der lå på ryggen på fortovet og skrålede Diana Ross sange. De få forbipasserende, som overhovedet bemærkede manden trak blot på smilebåndet. Sådan er The Castro – og sådan er San Francisco. Mikael døbte byen Den mest tossede by i verden… Vi elsker det.



Her kommer vores favoritsteder til at nyde San Francisco med ungerne:

Legepladsen i Dolores Park

Dolores Park har en helt fantastisk udsigt over down town og bugten. Helt i toppen af parken ligger en fantastisk legeplads med rutsjebaner, som følger landskabets stejle hældning. Området omkring byder på masser af hyggelige små take-away steder, så frokosten kan nydes på et tæppe i parken.

Haight-Ashbury

OK – der er ikke mange hippier tilbage i Ashbury Haight, men her er stadig lækkert. I slutningen af 60’erne var området epicenter for flowerpower bevægelsen og internationalt testcenter for euforiserende stoffer. I dag er her mere turist-junk end der er fri sex. Men her er nu stadig en dejlig stemning og masser at kigge på. Ungerne vil elske de gamle farvestrålende huse om de mærkværdige butikker.

Fishermans Wharf, Pier 39

Fishermans Wharf byder på masser af sjov for børn. Her er både karuseller og søløver. Mange finder sikkert restauranterne her alt for turist-agtige. Men det betyder også tit, at det er let at have børn med. Vi har fået fremragende krabber og clam chowder på Fog Harbor Fish House (som i øvrigt serveres med herligt surdejsbrød).

Chinatown

Selv om man kan besøge “chinatown” i mange amerikanske byer, er det her originalen. Det er iøvrigt også det største asiatiske samfund uden for asien. Ungerne vil elske at bruge en eftermiddag på at vinke til guldkatte og prøve kinesiske hatte.

Cable Cars og retro-sporvogne

Det er virkelig sjovt at køre en tur i San Franciscos berømte cable cars. Her kan man hænge på siden mens vognen snegler sig op og ned af bakkerne – god aktivitet med børnene. Det er dog lige før, at vi er mere begejstrede for San Franciscos retro-sporvogne, som kører langs Market street. Her har man istandsat sporvogne fra hele USA og bruger dem altså dagligt til offentlig transport. Kan man lide retro design er det her heaven!




Gyldne øjeblikke i San Francisco

 

7961445074_5630ee21e3_k
Charlotte og pigerne venter tålmodigt på at farmand udforsker den fuldkommen vidunderligt vanvittige butik “Loved to Death” i Haight-Ashbury

 

7961459008_6267db3d8f_k
Kaya og Rosa viser stolte deres nye T-shirts frem uden for Disney store, downtown.

 

7961420382_a2d69a63d6_k
Rosa har taget dukken med en tur i en af de fantastiske Retro-sporvogne

 

IMG_8973
Rosa i fuld fart på rutsjebanen i Mission Dolores Park. Se lige den udsigt!

Comments

Inger
Reply

Åh ja! Den rutsjebane har mine unger taget mange ture på. Så skønt et sted… Må lige tilføje legepladsen i Golden Gate Park – den er virkelig også fantastisk…

Leave a Reply to IngerAnnuller svar

name*

email* (not published)

website