Navigate / search

7 år med downs -her er hvad jeg har lært

I dag fylder min fantastiske Kaya 7 år. 2558 dage fyldt med overraskelser, tårer, grin og en verden der snurrer en helt anden vej end jeg troede.

Kaya elsker fødselsdage – selvfølgelig allermest sin egen. Da Charlotte og jeg for nylig spurgte hende, hvad hun ønskede sig til sin fødselsdag, så svarede hun “en fødselsdagssang”. Og hun mener det! I Kayas verden er sangene det allerbedste ved fødselsdage.

Kaya er naturligvis også glad for gaver. De pakkes op med en tålmodighed, som er nærmest uudholdelig for os normalinger. Gavepapiret studeres og kommenteres. Hun mærker forsigtigt på gavebåndets struktur og gemmer det til senere. Og så kigger hun i uendelighed på fødselsdagskortene. Når gaverne er pakket op og ponyer og disney prinsesser er blevet kysset og krammet – så finder hun kortene frem igen. Kaya kalder hendes fødselsdagskort for “breve” – og de betyder mindst lige så meget for hende som selve gaven.

Kaya har lige været til skolefest. Det har hun glædet sig til i månedsvis og vi synes, at hun fortjente en ny kjole. Charlotte tog hende med til byen og forklarede, at nu måtte hun se på alle de kjoler hun ville. Med et nærmest superhelteagtigt røngtensyn kiggede Kaya rundt i butikken og løb begejstret hen imod en smuk lysegrå kjole. Det var den hun ville have – og hun ville ikke se på andre. Hun tiggede ikke om at få to kjoler. Hun tiggede heller ikke om hårbøjler, slik eller kage. Til gengæld krammede hun Charlotte helt inderligt og sagde “tusind tak mor”.

Kaya går ALDRIG forbi en blomst uden at dufte til den. Når hun danser, gør hun det med hver eneste celle i kroppen. Det gør hende glad, når hun hjælper mig med opvasken. Kaya gør ikke tingene mere komplicerede end de er. Hun er uselvisk, hun elsker livet og nyder nuet så meget, at det helt kan tage pusten fra dig. Selvfølgelig er hverdagen sammen med Kaya ikke kun let. Der er udfordringer nok, men det er der sgu også med hendes normale lillesøster.

Til syvende og sidst, så ser jeg på det der lille væsen, som samfundet har travlt med at fejlfinde, og tænker “måske virker hun i virkeligheden bedre end mig!”

Derfor skal børnene med på storbyferie

Hjemme hos Kaya er vi ret glade for at rejse. Charlotte og jeg har rejst meget sammen før vi fik børn – og gør det også nu, sammen med ungerne. Og selv om vi elsker både solferie og naturoplevelser, så banker vores hjerte særligt for verdens storbyer. 

Kaya var med os i New York, da hun var bare 4 måneder. Og siden har vi haft begge piger med i Barcelona, Paris, Berlin og New York (igen… vi elsker sgu den by).

Vi møder rigtigt mange kolleger (altså andre forældre), der slet ikke kan forstå, hvorfor vi kan finde på at tage ungerne med på den slags ferie. Igen og igen hører vi vrøvl ala “ungerne har jo ingen glæde af det”, “det er i HVERT FALD ikke for børnenes skyld” og “Vi vil nu helst holde ferie på børnenes præmisser”.

Vi er selvfølgelig alle forskellige og man skal gøre præcis, hvad man har lyst til. Men i mine ører er den slags noget overhelligt vrøvl. Og til tider tror jeg forældre bruger deres børn som undskyldning for at vælge den trygge og nemmeste løsning. Derfor… Her kommer:

8 gode grunde til at børnene skal med på storbyferie:

  1. Hvis forældrene er glade og får ny spændende inspiration – så er børnene glade og får ny spændende inspiration!
  2. Storbyer er fyldt med legepladser
  3. Storbyferie byder på masser af lange gå-ture. Børnene kommer til at bevæge sig mere end på stranden
  4. Hver dag i storbyen byder på nye oplevelser. Ungerne kommer aldrig til at kede sig.
  5. Børnene bliver udfordret. Spændende mad, mennesker og kulturer. 
  6. Alle mennesker elsker børn – du og børnene vil møde og tale med flere mennesker end på nogen charter-destination
  7. Storbyen byder på de mest fantastiske børne-universer som fx Berlins Kolle 37 og New Yorks Museum of natural history
  8. Storbyen har fantastiske naturoplevelser helt tæt på. Prøv fx. Central Park eller Jardins des tuelleries med ungerne – de vil elske det. 
Nu vil vi glæde os til vores næste rejse… den går til over-charter-destinationen over dem alle: Tenerife. Men næste sommer glæder vi os til bl.a. San Francisco og Las Vegas. Selvfølgelig sammen med børnene. 

3 piger giver den gas i Paris
Charlotte og Kaya i Central Park
Kaya, mormor og morfar på bustur i Barcelona

Familietræf 2011

Så er det imorgen vi drager til Fredericia til endnu et familietræf med downs foreningen. Der er vist nok mere end 70 familier tilmeldt! Vi glæder os især til at have Rosa med denne gang – og til at gense alle de dejlige familier. Og så ved man bare, at der bliver seriøs fest lørdag aften, når alle kromosom-bomberne eksploderer til børnekoncert. Det bliver fabelagtigt.

Jeg fandt lige lidt video fra sidste år.

Super Sommerferie i Danmark

IMG_9959.jpg, originally uploaded by Hr. espensen.

Hjemme hos Kaya elsker vi at rejse – og gerne langt væk. Men i år bød sommerferien på en ganske kort rundrejse i Danmark. Med eksotiske destinationer som Ørum, Skagen, Horsens, Fredericia og Amager fik vi set mange af de mennesker der virkelig betyder noget for os.

På Kaya og Rosas top 3 over ferieaktiviteter var vist bl.a. madsbyparken i Fredericia, Et badeland med vandrutsjebaner og kvalitetstid med bedsteforældre, fætter, kusiner og venner.

New York i påsken

For et par uger siden lettede flyet mod New York. Med på sidste række sad vores lille familie – klar til en uge med inspiration, legepladser, sjov og leg. Sammen med nogle gode venner havde vi lejet en lejlighed midt på Manhattan. Og Kaya elskede det… De store omeletter til morgenmad, de imødekommende newyorkere, syngende diner-værtinder, legepladserne, kram fra andre børn, fjernsynet i de gule taxaer, badekaret i lejligheden og meget mere. Så alle dem, der mener, at man ikke kan rejse med små børn, tager virkelig fejl. Vi havde verdens bedste ferie – som kun blev bedre af, at vi var sammen. Kan næsten ikke vente til, at vi skal afsted igen.