Navigate / search

Kære katteejer… undskyld!

Jeg vil bare lige sige undskyld fordi jeg den anden dag prøvede at afreagere mit mikro-problem med humor. Det skulle jeg vist aldrig have gjort! Jeg troede et øjeblik, at jeg kunne bruge min private blog til at kommentere på småemner i min egen hverdag… men den gik ikke – hva? 

Jeg har lært så meget de sidste 48 timer. Med mere end 15.000 besøg på artiklen og talrige ophidsede kommentarer har jeg fået en gevaldig lærestreg. Nu ved jeg, at jeg slet ikke forstår katte – og at jeg helt skal blande mig udenom. Det viser sig, at katte er helt helt anderledes end andre dyr. Hvor hunde, fugleedderkopper og kaniner naturligt lader sig indespærre er det simpelthen dyremishandling, hvis ikke katte får lov at løbe frit.

Nu ved jeg, at kritik af katte er nok til, at man bør brænde op i helvede. Jeg ved, at jeg er et fjols uden rigtige problemer. Jeg har lært, at der er en direkte forbindelse mellem at holde kat og at være et ordentligt menneske. Nu ved jeg sågar, at man formentlig ikke er religiøs, hvis man er træt at kattepøller i sandkassen.

Jeg er selvfølgelig taknemmelig for den fornyede selvindsigt, som de mange besøgende har givet mig. Mine problemer er små – jeg selv er en lille person og jeg skulle hellere koncentrere mig om sult, hungersnød og borgerkrig. Det er simpelthen ikke i orden at have små problemer og kommunikere dem på små medier.

Til alle de, der har hævet stemmen og anfægtet mine evner som menneske og far… Jeg tilgiver jer. For jeg ved, at I lod stemningen løbe af med jer. I er jo slet ikke sådan – vel? Jeg tror, at mange af jer, der lod raseriet løbe frit er katteelskere. Og det kan simpelt hen ikke passe, at mennesker der elsker katte på den måde overfuser mennesker, de ikke kender. Jeg tror slet ikke, at det er jeres natur.

Jeg vil også gerne undskylde på vegne af de mange, der har brugt min blog til at udtrykke generel afsky for katte. Nogen har endda argumenteret for korporlig afstraffelse af pøllernes ophavsmænd. Det tager jeg selvfølgelig afstand fra. I virkeligheden synes jeg egentlig, at katte er ok. For klarhedens skyld, vil jeg også gerne slå fast, at mit brev ikke var henvendt til nogen konkret. Der er mange katte i min have – og nu ved jeg, at de har al mulig ret til at være der.

Jeg vil gerne sige tak for besøget på min blog. I har hjulpet mig til at indse, at på samme vis som med sandkassen må jeg også her lægge låg på.

For at dulme gemytterne har jeg vedhæftet et billede af en kat med noget frugt på hovedet.

funny-cat

 Follow my blog with Bloglovin

Pusterum fra hverdagen

Aal-Cph, originally uploaded by Hr. espensen.

Hjemme hos Kaya er der fart på. Afsted til Børnehave og vuggestue – Masser af spændende opgaver på Weltklasse, madpakke, tøjvask, overkorrekt økoindkøb og ih og åh så meget familie-tid.

MEN. Nogengange stikker Charlotte eller jeg afsted – helt alene. Heldigvis har vi verdens allerbedste venner, der bor på Amager. Og heldigvis ligger Amager nærmest i terminal 1 i Kastrup lufthavn. Eddersparkemig fantastisk med sådan en dag, hvor man er helt sig selv, nyder København og vennerne. Og er du sindssyg, hvor er det fantastisk at se sine unger når man kommer hjem igen.

Besøgte i øvrigt de nyåbnede Torvehaller på min egotur i onsdags. Den ene af hallerne forekom mig en anelse tøset. Mudder-creme og og lyserøde nussepusse-kager er ikke lige mig. Pizzaerne hos Gorm og slagter-butikkerne i den anden hal kan dog sagtens anbefales.

Hjemme på pædagogisk dag

Hjemme på pædagogisk dag, originally uploaded by Hr. espensen.

Børnehaven har lukket idag. Og så må far jo tage den hårde tjans at blive hjemme for at passe Kaya – nogen skal jo gøre det 🙂

Kaya er blevet glad for at tegne. Eller det vil sige – hun giver ordrer og jeg tegner… “sol”, “dreng”, “mor”! Lyder det bestemt, mens jeg hjælpeløst fører pennen. Hun er dog et taknemmeligt publikum, der glad accepterer at mine krusseduller forestiller alverdens motiver.

Kaya i maj

Tiden går alt for stærkt og børn bliver alt for hurtigt store. Og selv om børn med Downs syndrom udvikler sig lidt langsommere, så gælder præcis det samme for Kaya. Misforstå mig ikke – jeg er selvfølgelig lykkelig over, at Kaya udvikler sig med lynets hast i øjeblikket. Men samtidig er det skræmmende at noget allerede er overstået.

Nu er det ved at være et par måneder siden, at Kaya rejste sig op og begyndte at gå for alvor. Samtidig udvikler hun sig stadig meget socialt. I vuggestuen mærker pædagogerne, at hun er ved at være klar til at komme videre i børnehave. Hun laver ballade dagen lang! Det må vist være et tegn på, at hun keder sig lidt.

Men når tiden går findes der selvfølgelig metoder til at sætte den i stå. En af dem er video. Her kan der plukkes et øjeblik ud af hverdagen og nydes i eftertiden. Derfor har jeg sat mig for, at lave en række korte film med Kaya. Så kan jeg sidde og nyde dem når jeg er gammel og grå :o)