Navigate / search

Uperfekt min bare…

Håret skal sidde pænt. Møblerne skal være dansk design. Vi skal være venlige, smukke, ambitiøse og pletfri. Så kan vi lige tage forbi psykologen for at snakke om vores mindreværd – og måske snuppe en fedtsugning på vejen hjem.

Vi mennesker stiller umenneskelige krav til os selv. Vi må ikke være morgensure, heller ikke kræsne. Vi må ikke indrømme, hvis vi i virkeligheden helst vil være alene. Vi skal nemlig være udadvendte, interessante og imødekommende. Sådan er reglerne – vi skal være den bedste udgave af os selv. Det er socialt uacceptabelt at have en bussemand på kinden.

Piger på 12 laver pornomund på familiebillederne. Drenge på 11 vil have sixpacks. Vi skal løbe ekstremmarathon og spise økologi. Køre elbil og redde verden. Vi skal det hele, og det må kun koste det halve. På familiekontoen, budgetkontoen og kærestekontoen. Fremad, opad, hurtigere. Ingen må træde forkert eller stikke ud.

Vi vurderer hinanden ud fra hvilke ure, vi går med, hvilke biler vi kører i og hvem vi kender på facebook. Vi skal have travlt – for ellers er vi ikke vigtige. Målet er klart og ambitionerne høje. Vi sigter efter et perfekt liv, med en perfekt familie og perfekte oplevelser til de perfekte Instagrambilleder.

Jeg har en 8-årig datter, der ikke er perfekt. Det har hun papir på! Hun har simplethen et helt forkert antal kromosomer i forhold til gældende norm. Og hun er pisseligeglad. Nogengange føler jeg, at hun sidder grinende i hjørnet og spiser popcorn, mens hele menneskeheden ræser forbi hende. Som om hun ved, at hun har trukket en kromosom-trumf og ikke behøver følge reglerne.

Hun gør de mest fantastiske uperfekte ting. Nogen gange smider hun alt tøjet – fordi det føles rart. Og så er hun i øvrigt ligeglad med, hvad de andre gæster på Jensens Bøfhus mener om det. Det rager hende en helt perfekt papand, hvad jeg synes, når hun tager til købmanden i balkjole.

Hun tegner på væggene, siger “ad” til væmmelig mad og krammer indimellem mennesker, hun ikke kender. Hvis hun bliver gal, råber hun af os – også selvom man slet ikke ikke må råbe i biografen. Hvis du vil tage et foto af hende, så kan du være bumsikker på, at hun rækker tunge eller skærer grimasser… Også 5. gang du prøver. Hver eneste morgen, når hun har fået tøj på, løber hun stolt ud til mig i køkkenet og råber “se far – jeg er flot!” Intet mindreværd dér.

Kaya flækker af grin, hver gang jeg slår mig. Også selvom det virkelig gør ondt. Hun hader katte-killinger og er ikke bleg for at stikke hendes yndlingshund en flad, når den bliver for nærgående. Til gengæld står hun heller ikke tilbage for at tungekysse selvsamme yndlingshund. Hun overskrider flere sociale konventioner hver dag, end mange af os gør på et helt liv.

Man får lyst til at gøre som hende. Bryde ud og slippe fri. Stå af ræset og sætte sig i hjørnet sammen med hende. Bare sidde der og småfise, spise smør med fingrene og have bar delle-mave. Tænk, hvis man kunne acceptere sig selv helt og fuldstændigt. Omfavne hvert lille hjørne af sin personlighed og opføre sig præcis som man lyster. Når jeg ser Kaya tackle hverdagen, får jeg lyst til at vende hele verden ryggen, langsomt trække mine bukser ned og råbe “uperfekt min bare…”

Mega mindful formiddag

Der findes yoga og selvhjælpsbøger. Meditation, stresshåndtering, udrensningskure, terapi og eksotiske religioner.

Vi skal lære at leve i nuet. At være i kontakt med vores følelser – at være bevidste. Vi skal lade os rive med og elske livet. Vi skal være Yin… og yang. Vi skal nyde hver lille bid af chokolade. Vi kalder det endda noget elegant… “mindfulness”.

Så kan vi sidde dér, sammen med en flamboyant moden kvinde i nogle løstsiddende hørbukser og lære at trække vejret helt ned i maven. Eller vi kan stå med røven i vejret i en oldgammel indisk stilling mens energien bare suser gennem vores chakra. Og bagefter kan vi gå hjem og iklæde os kimono, læse om den 7. indsigt og om helt nye metoder til at genfinde os selv.

I formiddags genfandt jeg mig selv siddende overfor min 8-årige datter. Ud over at være pisseirriterende er hun fuldstændig fantastisk og har iøvrigt downs syndrom. Så sad hun ellers der og sagde “Jeg elsker dig far”. Jeg gjorde hvad enhver ordentlig far gør sådan en lørdag formiddag… Tog endnu en tår kaffe, mumlede uhmhmmm – og læste videre i avisen om alle de røvhuller, som bomber hinanden.

Så tog hun fat i mit ansigt, drejede det mod sit, kiggede mig dybt i øjnene og sagde igen: “jeg elsker dig far”. Og så gav hun mig et kys lige midt på munden og vendte stille og roligt tilbage til sit rundstykke.

Det er da klart, at det lige slog mig lidt ud af mit ellers koncentrerede fokus på ligegyldige daggamle kommunalpolitiske nyheder. De næste minutter kunne jeg ikke lade være at observere den rundstykkegnaskende kyssetrold. Med smældende tunge og forelsket koncentration betragtede hun sin håndværker, mens hun nøjsomt tyggede hver eneste lille bid i en uendelighed. Da hun opdagede, at jeg kiggede sagde hun “uhmmm – det smager godt”.

Så kiggede jeg ned på min tomme tallerken. Det havde vel taget mig det meste af 5 minutter at proppe to hele rundstykker med tandsmør og politisk korrekt økoost i hovedet. Imens havde jeg slubret 150 kopper kaffe, læst avis, tjekket facebook, planlagt aftensmad, tysset på familien, hørt radio, og været en ignorant idiot. Men det er ok. For på samme måde som kalorie- og rødvinsregnskab ikke tæller i weekenden – så behøver man heller ikke være mindful lørdag formiddag.

Alligevel kunne jeg ikke lade være at tænke videre. Min datter danser, når hun synes musikken er god. Nogengange er det i supermarkedet, andre gange er det i en fyldt elevator eller midt på gaden. Når hun ser tv lader hun sig opsluge 100 % og kommer med opmuntrende tilråb. Hun kommenterer altid på dufte og giver minutlange kram. Jeg er helt og aldeles sikker på, at hun aldrig nogensinde har oplevet at have travlt. Hun er så meget til stede og lever så meget i nuet at enhver buddhistisk munk må bukke sig i støvet.

Mens vi halser efter at opnå en tilværelse i balance, så går der de her spillevende mennesker rundt iblandt os. Mennesker som kan alt det, som vi gerne vil kunne. Men vi kalder dem for handicappede – ikke for forbilleder. Og vi prøver i øvrigt at fosterdiagnosticere dem ind i helvede…

Det synes jeg er, undskyld mig, mindemptyness

7 år med downs -her er hvad jeg har lært

I dag fylder min fantastiske Kaya 7 år. 2558 dage fyldt med overraskelser, tårer, grin og en verden der snurrer en helt anden vej end jeg troede.

Kaya elsker fødselsdage – selvfølgelig allermest sin egen. Da Charlotte og jeg for nylig spurgte hende, hvad hun ønskede sig til sin fødselsdag, så svarede hun “en fødselsdagssang”. Og hun mener det! I Kayas verden er sangene det allerbedste ved fødselsdage.

Kaya er naturligvis også glad for gaver. De pakkes op med en tålmodighed, som er nærmest uudholdelig for os normalinger. Gavepapiret studeres og kommenteres. Hun mærker forsigtigt på gavebåndets struktur og gemmer det til senere. Og så kigger hun i uendelighed på fødselsdagskortene. Når gaverne er pakket op og ponyer og disney prinsesser er blevet kysset og krammet – så finder hun kortene frem igen. Kaya kalder hendes fødselsdagskort for “breve” – og de betyder mindst lige så meget for hende som selve gaven.

Kaya har lige været til skolefest. Det har hun glædet sig til i månedsvis og vi synes, at hun fortjente en ny kjole. Charlotte tog hende med til byen og forklarede, at nu måtte hun se på alle de kjoler hun ville. Med et nærmest superhelteagtigt røngtensyn kiggede Kaya rundt i butikken og løb begejstret hen imod en smuk lysegrå kjole. Det var den hun ville have – og hun ville ikke se på andre. Hun tiggede ikke om at få to kjoler. Hun tiggede heller ikke om hårbøjler, slik eller kage. Til gengæld krammede hun Charlotte helt inderligt og sagde “tusind tak mor”.

Kaya går ALDRIG forbi en blomst uden at dufte til den. Når hun danser, gør hun det med hver eneste celle i kroppen. Det gør hende glad, når hun hjælper mig med opvasken. Kaya gør ikke tingene mere komplicerede end de er. Hun er uselvisk, hun elsker livet og nyder nuet så meget, at det helt kan tage pusten fra dig. Selvfølgelig er hverdagen sammen med Kaya ikke kun let. Der er udfordringer nok, men det er der sgu også med hendes normale lillesøster.

Til syvende og sidst, så ser jeg på det der lille væsen, som samfundet har travlt med at fejlfinde, og tænker “måske virker hun i virkeligheden bedre end mig!”

Kaya 4 år

Så oprandt den store dag, hvor Kaya fyldte 4 år. Hun blev selvfølgelig fejret på behørig vis med både gæster, gaver og en kæmpestor kagemand. Det er lidt sjovt at observere hende, når hun pludselig er i centrum af en større forsamling. Hun bliver lidt stille – som om hun tænker: “hva faen foregår der her”.

2 timer efter videoen her blev optaget, var gæsterne gået hjem. Kun Mormor og Morfar blev tilbage og kunne nyde en Kaya i et helt andet hoplahumør. Hun så nemlig dansefinale i tv, mens hun selv storgrinede, snurrede rundt og dansede for fuld gas.

 

 

Hjemme på pædagogisk dag

Hjemme på pædagogisk dag, originally uploaded by Hr. espensen.

Børnehaven har lukket idag. Og så må far jo tage den hårde tjans at blive hjemme for at passe Kaya – nogen skal jo gøre det 🙂

Kaya er blevet glad for at tegne. Eller det vil sige – hun giver ordrer og jeg tegner… “sol”, “dreng”, “mor”! Lyder det bestemt, mens jeg hjælpeløst fører pennen. Hun er dog et taknemmeligt publikum, der glad accepterer at mine krusseduller forestiller alverdens motiver.

Meddelelsesbogen

1. dag i børnehaven

Kaya – juli 2011, originally uploaded by Hr. espensen.

Stor dag for Kaya (og forældrene). Første dag i Børnehaven Bakkegården i Aalborg. Prinsessen har fået en plads i børnehavens specialgruppe, hvor der ialt er plads til 8 børn. Specialgruppen er integreret med den “almindelige” børnehave, hvor der er plads til 48 børn.

Det var lidt hårdt (igen… specielt for forældrene), at sige farvel til vuggestuen, hvor Kaya har haft 3 fantastiske år. Personalet i Vuggestuen Spiren er fabelagtigt dygtige og søde – og især støttepædagog Dorte har haft kæmpe betydning for Kayas store udvikling.

Så… Tak for denne gang til alle ansatte, forældre og børn i Vuggestuen Spiren – og goddag til Bakkegården.

Kaya i maj

Tiden går alt for stærkt og børn bliver alt for hurtigt store. Og selv om børn med Downs syndrom udvikler sig lidt langsommere, så gælder præcis det samme for Kaya. Misforstå mig ikke – jeg er selvfølgelig lykkelig over, at Kaya udvikler sig med lynets hast i øjeblikket. Men samtidig er det skræmmende at noget allerede er overstået.

Nu er det ved at være et par måneder siden, at Kaya rejste sig op og begyndte at gå for alvor. Samtidig udvikler hun sig stadig meget socialt. I vuggestuen mærker pædagogerne, at hun er ved at være klar til at komme videre i børnehave. Hun laver ballade dagen lang! Det må vist være et tegn på, at hun keder sig lidt.

Men når tiden går findes der selvfølgelig metoder til at sætte den i stå. En af dem er video. Her kan der plukkes et øjeblik ud af hverdagen og nydes i eftertiden. Derfor har jeg sat mig for, at lave en række korte film med Kaya. Så kan jeg sidde og nyde dem når jeg er gammel og grå :o)

Ride-dag!

Fredag formiddag går Kaya til Ridning sammen med hendes veninde Magda. Her er lidt stemningsbilleder fra rideturen for et par uger siden. Kayas hest hedder iøvrigt Chap – et af de mange ord der sidder helt og aldeles fast og bliver brugt flittigt.