Vores rejser
Vi elsker at rejse. Og vi elsker at rejse med vores børn. Derfor bliver vi simpelthen bare nødt til at dedikere et helt hjørne af bloggen til vores rejser. Kig med og få tips til fede rejseoplevelser med børn.
Hjemme hos Kaya er vi ret glade for at rejse. Charlotte og jeg har rejst meget sammen før vi fik børn – og gør det også nu, sammen med ungerne. Og selv om vi elsker både solferie og naturoplevelser, så banker vores hjerte særligt for verdens storbyer.
Kaya var med os i New York, da hun var bare 4 måneder. Og siden har vi haft begge piger med i Barcelona, Paris, Berlin og New York (igen… vi elsker sgu den by).
Vi møder rigtigt mange kolleger (altså andre forældre), der slet ikke kan forstå, hvorfor vi kan finde på at tage ungerne med på den slags ferie. Igen og igen hører vi vrøvl ala “ungerne har jo ingen glæde af det”, “det er i HVERT FALD ikke for børnenes skyld” og “Vi vil nu helst holde ferie på børnenes præmisser”.
Vi er selvfølgelig alle forskellige og man skal gøre præcis, hvad man har lyst til. Men i mine ører er den slags noget overhelligt vrøvl. Og til tider tror jeg forældre bruger deres børn som undskyldning for at vælge den trygge og nemmeste løsning. Derfor… Her kommer:
8 gode grunde til at børnene skal med på storbyferie:
IMG_9959.jpg, originally uploaded by Hr. espensen.
Hjemme hos Kaya elsker vi at rejse – og gerne langt væk. Men i år bød sommerferien på en ganske kort rundrejse i Danmark. Med eksotiske destinationer som Ørum, Skagen, Horsens, Fredericia og Amager fik vi set mange af de mennesker der virkelig betyder noget for os.
På Kaya og Rosas top 3 over ferieaktiviteter var vist bl.a. madsbyparken i Fredericia, Et badeland med vandrutsjebaner og kvalitetstid med bedsteforældre, fætter, kusiner og venner.
For et par uger siden lettede flyet mod New York. Med på sidste række sad vores lille familie – klar til en uge med inspiration, legepladser, sjov og leg. Sammen med nogle gode venner havde vi lejet en lejlighed midt på Manhattan. Og Kaya elskede det… De store omeletter til morgenmad, de imødekommende newyorkere, syngende diner-værtinder, legepladserne, kram fra andre børn, fjernsynet i de gule taxaer, badekaret i lejligheden og meget mere. Så alle dem, der mener, at man ikke kan rejse med små børn, tager virkelig fejl. Vi havde verdens bedste ferie – som kun blev bedre af, at vi var sammen. Kan næsten ikke vente til, at vi skal afsted igen.
IMG_3234, originally uploaded by Hr. espensen.
14 dage med sol, strand og vand var lige hvad familien Espensen havde brug for. Vi tog afsted til Tenerife 2. juledag – og så var det ellers bare ned i gear. Dagene blev herligt ens – alle sov længe, lang morgenmad, tur til stranden, pigerne sov lang middagslur mens mor og far læste i solen – og så til sidst aftenhygge med masser af lækker mad og restaurant-besøg med sandal-fødder.
Kaya elsker når vi er på ferie. Især fordi vi er sammen hele tiden. Og på turen her havde hun endda selskab af Onkel Peter, Faster Lotte, Fætter Mikkel og hele familie Kaare Jensen. Og så havde hun selvfølgelig sin lillesøster Rosa, som hun leger med (og skændes med) dagen lang.
I øvrigt godt nytår til alle der læser bloggen. Vi glæder os til 2011, hvor Kaya skal starte i børnehave og forhåbentlig kommer helt op og gå selv.