Vores rejser
Vi elsker at rejse. Og vi elsker at rejse med vores børn. Derfor bliver vi simpelthen bare nødt til at dedikere et helt hjørne af bloggen til vores rejser. Kig med og få tips til fede rejseoplevelser med børn.
Forår!
En hilsen fra musikchefen
Er der nogen der kan huske min anmeldelse af damen på række 17? I dag har musikchefen ved Aalborg Symfoniorkester taget tråden op i en klumme i Nordjyske. Læs den her:
Jeg bliver glad i låget, når Jan i den grad åbner armene mod kulturelle bonderøve som mig. Så er der jo plads til mig i Musikkens hus. Måske jeg alligevel kan komme med i hulen. Tak til Jan – glæder mig til at se vores helt eget symfoniorkester i aktion i vores helt eget musikhus.
Kaya… Er du sød at tage fødderne op af chipse-skålen
Ting man siger når datteren har downs syndrom
Ultra objektiv anmeldelse: Småpenge-Spar Nord
Denne app er blandt de allerbedste jeg har prøvet… Ja… ok… Jeg har selv lavet den! Altså det vil sige, at det har vi hos Weltklasse – for Spar Nord. Så måske skal jeg ikke anmelde den så meget som jeg bare skal fortælle, at jeg er glad i låget.
De allerførste skitser til Småpenge kan du se herunder. De er tegnet med min faste og sikre hånd på min ipad. Og, jo jo. Jeg kan da måske godt se, at stilen er forbedret en lillebitte smule siden da. Og nu ligger app’en så på 1. pladsen i App Store under kategorien børn. Jeg er glad og stolt – Hent den til ungerne nu.
Kære dame på række 17
Jeg vil bare lige sige tak for sidst – Sikke en oplevelse! Aalborgs nye musikhus. Royal Philharmonic Orchestra. Violiner, butterflys og klapsalver der bare blev ved og ved.
Jeg havde virkelig glædet mig. Jeg havde besluttet at opleve vores allesammens nye hus for fuld udblæsning. Normalt havde jeg nok valgt noget mere underlødigt, men nu skulle det være. Klassisk symfoni-koncert (det hedder det sikkert ikke – undskyld) med nogen af de allerbedste. Jeg havde endda taget butterfly på.
Og huset skuffede ikke. Sikke en arkitektur. Det var med kæben dinglende, at jeg fandt min plads på række 18. Lige bag ved dig.
Og så gik musikken igang. Wow. En smuk ung kvinde i en farvestrålende kjole gik amok på violin – altimens det britiske symfoniorkester akkompagnerede (ja her tog jeg chancen – ved faktisk ikke om man kalder det akkompagnere). Det gik vist ret hurtigt op for dig, at jeg ikke er vant til denne type af koncerter. For du tyssede prompte på mig, da jeg stille hviskede min begejstring til min kone.
Der er ingen tvivl om, at du følte dig mere hjemme end jeg. Du nikkede anerkendende på de helt rigtige steder og lukkede til tider øjnene for at vise din nydelse. Samtidig var du konstant på vagt. Ved den mindste vejrtrækning eller rømmen i salen sendte du blikke der straks pacificerede uroen. Jeg var heldig at sidde tæt på dig – for jeg lærte hurtigt, at til denne type koncert skal der være ro. Helt ro!
Efter violindamen havde brilleret sig igennem et 30 minutterts inferno af lyd gjorde dirigenten tegn til orkestret – og så blev der stille… og så klappede jeg. Det samme gjorde ca. 90 procent af salen. Vi var begejstrede og nød endelig at vise vores taknemmelighed for den store musikalske oplevelse. Du klappede ikke. Istedet rystede du på hovedet og prøvede at nedstirre de mange hundrede mennesker på én gang.
Det gik op for mig, at vi kollektivt havde overtrådt en uskreven regel til denne slags koncerter. Man klapper åbentbart ikke mellem numrene. Det vidste du og nogle få andre (typisk mænd med halsklude). Næste gang der var pause i musikken klappede publikum igen. Ikke mig – Jeg havde lært lektien.
Denne gang tog du dig decideret til hovedet, lavede himmelvendte øjne og kiggede opgivende på din mandlige ledsager. Og da gik det op for mig. Jeg var slet ikke velkommen her. Det var din koncert, dit hus, dit orkester. Du var pinligt berørt over mig og alle de andre klappende Aalborgensere. Vores uvidenhed og ignorance var uudholdelig. Og med dine iskolde blikke blev vi transformeret fra nysgerrige musiknovicer til symfoniske hooligans.
Så jeg vil bare lige sige undskyld. Jeg troede, at musikkens hus var for os alle. Jeg troede, at det skulle hjælpe til at give mange flere nordjyder oplevelser med klassisk musik. Jeg havde glædet mig til at lære din verden at kende. Men nu tror jeg , at jeg holder mig væk. Jeg vil ikke risikere igen at træde forkert. Jeg håber, at du og mændende med halsklude nyder jeres musikhus.
Jeg kan faktisk godt tåle lava
– Rosa om legepladsens elektriske lava-sø fyldt med krokodiller
Kære katteejer… jeg har købt en kat
Vil bare lige fortælle, at jeg har taget de seneste ugers katte-tumult alvorligt til efterretning. Ovenpå jeres megen kritik og min oprigtige og dybfølte undskyldning til alle jer katteelskere, har mit liv taget en helt ny drejning. I har fået mig til at se anderledes på tingene. Og nu vil jeg være en af jer – jeg har købt en kat!
Jeg var heldig at finde en billig og let brugt kat. Alligevel sagde jeg til min datter, at den havde kostet 400 kroner – og at hun igen må se langt efter det nye løbehjul. Penge sparet er penge tjent.
Heldigvis skal jeg heller ikke bruge penge på fodder, medicin og anden katte-overflod. For I har jo forklaret mig, at katten er et dyr der skal have lov at følge sin natur. Man kan jo for søren ikke tæmme alting – vel? Næeh – min kat må selv finde sin føde. Det er jo ikke kattens natur at spise kødgelé af en glasskål.
Katten får selvfølgelig lov at løbe frit rundt i kvarteret. Den skal ikke leve et sølle liv, hvor den er spærret inde på få hundreder kvadratmeter. I øvrigt er der allerede andre katte der bruger ungernes sandkasse. Så denne her mis må altså finde en lun kølerhjelm eller et åbent drivhus, når den skal gøre sit toilette. Det er jo godt nok imod loven, at lade min nye kat løbe frit – men det er en dum lov der ikke duer. Man kan simpelthen ikke lovgive om katte!
Nu venter jeg spændt på at blive et bedre menneske. Imens prøver hele familien at vænne sig til et kæledyr der kradser og ikke kommer når vi kalder.
Her er et billede af bassen. Tror jeg kalder den April.
Sådan håndterer du handicappede i bybilledet
Du kender det garanteret. Du står i køen i Netto. Foran dig holder Rolls Royce modellen af en elektrisk kørestol med en chauffør, der både lyder mærkelig og har en fysik, som du ikke kan finde hoved og hale i. Hvad gør du?
Først og fremmest. Tag det helt roligt. Du er ikke alene med din usikkerhed. For få år siden var jeg dig. Jeg havde aldrig kendt et handicappet menneske – og jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op, når jeg blev konfronteret med deres særheder.
Jeg skal eddersparkemig love for, at det har ændret sig. Nu er jeg på fornavn med hele paletten af både mentale og fysiske handicap. Desuden har jeg som far til Kaya, på egen krop mærket, hvordan man i hvert fald ikke skal opføre sig. Så her kommer nogle simple regler, som du kan bruge.
Regel nr. 1: Ingen panik
Træk vejret helt ned i maven. Husk på, at det altså ikke er noget særligt for den handicappede at møde dig. Du er omtrent lige så interessant som alle de andre normalinger i bybilledet. Ingen forventer, at du præsterer noget bestemt, blot fordi du møder en handicappet.
Regel nr. 2: Måb ikke
Det er ellers en helt naturlig reaktion når vi ser noget vi ikke forstår. Prøv dog at bekæmpe ansigtets naturlige tendens. Kort sagt: se ikke på den handicappede som om vedkommende har ild i håret. Bum – det er faktisk en god regel lige der – lad være med at se på handicappede, som om de har ild i deres hår! (med mindre der rent faktisk er ild i deres hår – i hvilket tilfælde det er tilladt både at gå i panik, måbe OG hente vand).
Regel nr. 3: Lad ikke som ingenting
Når så du har bekæmpet den allerførste panik og undertrykt din naturlige måben – så stirrer du formentlig stift ud i luften med øjne, som du mener udtrykker “det er bare en helt almindelig dag – og jeg er slet ikke påvirket af situationen”. I virkeligheden udtrykker dine øjne “hjæææælp”. Samtidig prøver du at lade som om den handicappede er blevet usynlig. Nu er jeg lige lidt i tvivl om, hvorvidt usynlighed er karakteriseret som et egentligt handicap…? men det er i virkeligheden også et sidespring. I hvert fald er det en dårlig idé, at lade som om den handicappede slet ikke eksisterer.
Regel nr. 4: Smil
Hvis du synes det er svært at huske alle reglerne – så husk blot denne. Ligegyldigt hvordan du opfører dig – så er det altid rart når nogen smiler. Sådan har handicappede og deres nærmeste det også. Det er ok at kigge – det er ok at sige hej – det er endda ok, at du ikke helt ved, hvordan du skal opføre dig. Men tag og smil næste gang du møder en handicappet person – så går det ikke helt galt.
Kromosom-tip: Om Krammere
Når man har downs syndrom, er der mange ting man ikke kan. Men der er også en uendelig kærlighed og umiddelbarhed, som man bliver helt svimmel af at opleve. Vi kan lære meget af mennesker med downs syndrom. Her på bloggen forsøger vi at opsummere noget af det i “Kayas Kromosom-tips“.
Hvis jeg lige kan få lidt ro i klassen… tak! Idag skal vi have noget om krammere. Så hvis I allesammen lige gider at slå op på side 21 i jeres kromosom-atlas, så vi kan komme i gang. Det er nemlig igen tid til at lære noget af downs-professoren Kaya.
For nylig har Kaya fået mig til at indse, at jeg har haft helt galt fat i et fundamentalt koncept. Hader du ikke bare det? Altså det der med, at man har gjort noget på en forkert måde – og gjort det alt for længe. Ligesom dengang det gik op for mig, at Shu-bi-dua ikke stod på en alpetop og kiggede på en sten. De kigger på det sner! For helvede. Så har man stået der til alt for mange Open-air-arrangementer og fulde-skreget en virkelig sølle sang helt forkert.
Nå, men Kaya har fået mig til at forstå, at jeg krammer forkert. Det har jeg åbenbart altid gjort. “Hvordan kan man kramme forkert” spørger du. Det ved man, når man pludselig bliver krammet rigtigt! Nu bilder jeg mig ikke ind, at jeg nogensinde kan kramme som Kaya kan. Dog har jeg forsøgt at opsummere hendes teknik i simple regler.
Vær konsekvent med krammerne
For det første er Kaya lidt mere gavmild med krammerne end jeg er. Hun krammer fx altid alle i rummet, når hun siger farvel. Det betyder, at ingen nogensinde er i tvivl om, hvad der skal ske. På den måde undgår hun helt og aldeles den akavede situation, der opstår, når to mennesker er i tvivl om, hvorvidt der skal krammes eller ej.
Tag en beslutning
Når Kaya krammer er man ikke i tvivl om, at hun har lyst til at kramme. Hun giver aldrig krammeversionen af et slattent håndtryk. Det er måske her, vi har allermest at lære. Hvis du vil kramme – så gør det ordentligt. At kramme eller lade være… dét er spørgsmålet.
Kram lidt længere
Man kender det igen fra håndtrykket. Hvis du vil være sikker på, at modtageren af dit håndtryk skal føle, at du virkelig er glad for at se dem – så holder du liiige fast lidt længere. Det samme virker upåklageligt med kram. Kaya vedholder krammet lidt længere end kramme-modparten. Det betyder samtidig, at hun altid trækker sig sejrrigt ud af et kram… altid som dén der mente det mest! (Her er det naturligvis afgørende, at man holder sig på den rigtige side af grænsen til “creepy-krammet”, som er en vej, man slet ikke har lyst til at skulle nedad.
Tak for go ro og orden. Class dismissed.
Kære katteejer… undskyld!
Jeg vil bare lige sige undskyld fordi jeg den anden dag prøvede at afreagere mit mikro-problem med humor. Det skulle jeg vist aldrig have gjort! Jeg troede et øjeblik, at jeg kunne bruge min private blog til at kommentere på småemner i min egen hverdag… men den gik ikke – hva?
Jeg har lært så meget de sidste 48 timer. Med mere end 15.000 besøg på artiklen og talrige ophidsede kommentarer har jeg fået en gevaldig lærestreg. Nu ved jeg, at jeg slet ikke forstår katte – og at jeg helt skal blande mig udenom. Det viser sig, at katte er helt helt anderledes end andre dyr. Hvor hunde, fugleedderkopper og kaniner naturligt lader sig indespærre er det simpelthen dyremishandling, hvis ikke katte får lov at løbe frit.
Nu ved jeg, at kritik af katte er nok til, at man bør brænde op i helvede. Jeg ved, at jeg er et fjols uden rigtige problemer. Jeg har lært, at der er en direkte forbindelse mellem at holde kat og at være et ordentligt menneske. Nu ved jeg sågar, at man formentlig ikke er religiøs, hvis man er træt at kattepøller i sandkassen.
Jeg er selvfølgelig taknemmelig for den fornyede selvindsigt, som de mange besøgende har givet mig. Mine problemer er små – jeg selv er en lille person og jeg skulle hellere koncentrere mig om sult, hungersnød og borgerkrig. Det er simpelthen ikke i orden at have små problemer og kommunikere dem på små medier.
Til alle de, der har hævet stemmen og anfægtet mine evner som menneske og far… Jeg tilgiver jer. For jeg ved, at I lod stemningen løbe af med jer. I er jo slet ikke sådan – vel? Jeg tror, at mange af jer, der lod raseriet løbe frit er katteelskere. Og det kan simpelt hen ikke passe, at mennesker der elsker katte på den måde overfuser mennesker, de ikke kender. Jeg tror slet ikke, at det er jeres natur.
Jeg vil også gerne undskylde på vegne af de mange, der har brugt min blog til at udtrykke generel afsky for katte. Nogen har endda argumenteret for korporlig afstraffelse af pøllernes ophavsmænd. Det tager jeg selvfølgelig afstand fra. I virkeligheden synes jeg egentlig, at katte er ok. For klarhedens skyld, vil jeg også gerne slå fast, at mit brev ikke var henvendt til nogen konkret. Der er mange katte i min have – og nu ved jeg, at de har al mulig ret til at være der.
Jeg vil gerne sige tak for besøget på min blog. I har hjulpet mig til at indse, at på samme vis som med sandkassen må jeg også her lægge låg på.
For at dulme gemytterne har jeg vedhæftet et billede af en kat med noget frugt på hovedet.
